Oppositionen mener, det er bevidst, at Putin-medie offentliggør aflyttede samtaler med oppositionsleder.

En russisk hjemmeside offentliggør saftige telefonsamtaler med en fremtrædende oppositionsleder. Det ligner en bevidst kampagne fra ministerpræsident Vladimir Putins side for at sværte oppositionen.

De aflyttede telefonsamtaler offentliggøres efter nogle af de største demonstrationer hidtil mod Putin.

Formålet er tilsyneladende at skabe splittelse i den russiske opposition.

Det er internetmediet lifenews.ru, der offentliggør de private samtaler, som oppositionslederen Boris Nemtsov har med sine egne folk.

- Hun er en fucker, men hvad fanden kan jeg gøre ved det. Hun lytter for fanden ikke, siger Nemtsov undervejs om den 35-årige aktivist Jevgenija Tjirikova, som også har taget del i demonstrationerne.

- Du er fandeme en stor russisk forfatter. Kan du ikke ringe til Tjirokova og fortælle den mær, at hun fornærmer Nemtsov ved at anklage ham for at arbejde for penge. Den forbandede nar, lyder et andet udbrud.

Ifølge russisk presse er lifenews.ru delvis ejet af Jurij Kovaltjuk, der er Putins nære allierede.

I andre sekvenser brokker Nemtsov sig over de demonstranter, han forsøger at mønstre. Han omtaler dem som "kontorplankton, kemiske internet-typer", som aldrig har set en betjent i kampuniform før.

Nemtsov er tidligere russisk minister og på et tidspunkt under præsident Boris Jeltsin spået en fremtid som leder i Kreml.

Nemtsov siger i en kommentar, at optagelserne er manipulerede.

- Dele af optagelserne er ægte, men en del er kraftigt redigeret og er simpelthen forfalskede, siger han.

Han mener, at det er Putin og hans højre hånd, Vladislav Surkovs, forsøg på at undergrave de planlagte massedemonstrationer den 24. december mod Putin selv.

Nemtsov tilføjer, at han har undskyldt de hårde ord over for Tjirikova.

Oppositionen mistænker Ruslands hemmelige sikkerhedstjeneste for at stå bag aflytningen.

/ritzau/Reuters