Efter otte års kidnapning, tortur og misbrug lykkedes det den dengang 18-årige østrigske pige Natascha Kampusch at slippe væk fra sin fangevogter.
Historien om en af de værste kidnapninger i Østrigs historie bliver i disse dage rullet ud i engelske medier, efter kidnapningsofferet Natascha Kampusch har skrevet en bog om, hvordan hun som 10-årig blev bortført på vej til skole og sidenhen holdt fanget og misbrugt i en kælder hos sin kidnapper.
De første seks år af sit fangenskab var hun låst inde fangekælderen og kom kun sjældent op i kidnapperen Wolfgang Priklopils hjem. De få gange hun gjorde, var hun lænket til ham, mens de lå i hans seng.
Som årene gik, begyndte kidnapperen selv at tro på, at han kunne leve et normalt liv med den nu psykisk nedbrudte teenagepige, som var tvunget til at skifte navn, klippe håret af og afblege det, så hun ikke kunne blive genkendt, skriver hun i sin nye biografi '3.096 Days'.
Herefter tog han hende med på bl.a. skitur, hvor hun var blevet truet med, at hvis hun talte med nogen, ville han slå hende og de folk, hun talte med, ihjel.
Alligevel fandt hun modet til at forsøge at tale med en kvinde på et toilet. Kvinden var dog hollænder og forstod ikke den 16-årige Nataschas bøn om hjælp.
I stedet skulle der gå endnu to år, før Natascha endelig så sit snit til at slippe væk fra monsteret, der holdt hende indspærret og brugte hende som personlig slave.
En august dag i 2006 så den nu 18-årige kvinde for første gang sit snit til at stikke af. Hun var igang med at rengøre den varevogn, hun otte år tidligere var blevet kidnappet i, da Priklopils telefon ringede, og han for første gang var uopmærksom på hendes færden i et splitsekund.
- Jeg var alene. Mine ribben føltes som om, jeg var spærret inde i et jernkorset. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Forvirrende tanker strøg gennem hovedet på mig. Hvordan Priklopil ville komme tilbage og opdage, jeg var væk. Et tog i fuld fart. Min livløse krop. Hans livløse krop. Politibiler. Min mor. Min mors smil, skriver hun i bogen.
Hun viskede lynhurtigt alle tanker væk og tog benene på nakken og spænede alt, hvad hun kunne uden at vende sig om.
Efter kort tid mødte hun to voksne mænd og en dreng. Hun forsøgte desperat at få dem til at låne hende en telefon, så hun kunne ringe til politiet. Men uden held.
- Jeg kunne ikke holde tårene tilbage. Hvordan anså folk mig i den virkelige verden udenfor fangekælderen? Jeg var bare et menneske uden noget navn eller nogen historie. Hvad ville der ske, hvis der ikke var nogen, der troede på mig?
Den skræmte Natascha fortsatte med at løbe og banke på alle dører, hun mødte på sin vej. Til sidst fik hun øje på en ældre kvinde i et vindue.
- Vær sød at hjælpe mig. Ring efter politiet. Jeg er blevet kidnappet, tiggede hun damen, der ikke just havde den store tiltro til den unge kvinde.
Alligevel fik hun til sidste ringet efter politiet, og efter otte års fangenskab, var Natascha Kampuschs mareridt overstået, da hun næste dag hørte, at manden, der havde holdt hende som nøgen slave langt væk fra virkeligheden, havde begået selvmord.
