Anholdt senator hævder, at den filippinske præsident har fabrikeret anklager for at lukke munden på hende.

Manila. Senator Leila de Lima, der er en af de største kritikere af præsident Rodrigo Dutertes blodige krig mod narkokriminalitet i Filippinerne, er fredag blevet anholdt for medvirken til narkosmugling.

Senatoren havde søgt tilflugt i det filippinske senat torsdag aften, efter at politiet havde forsøgt at anholde hende i hendes hjem.

Leila de Lima nåede at kommentere sagen til journalister, der var mødt op ved senatet, inden hun blev tilbageholdt.

Hun nægter sig skyldig i anklagerne, der potentielt kan koste hende en livstidsdom.

- Som jeg har sagt hele tiden, så er jeg uskyldig. Der er intet belæg for anklagerne om, at jeg har draget nytte af narkohandlen, at jeg har modtaget penge, eller at jeg samarbejdet med narkodømte, siger Leila de Lima til journalister uden for det filippinske senat.

- Sandheden vil komme frem, og jeg vil opnå retfærdighed. Jeg er uskyldig, tilføjer hun.

Leila de Lima havde overnattet i senatet, men overgav sig fredag morgen til bevæbnede politifolk, der førte hende væk.

De Lima er anklaget for at have stået bag en smuglerring, mens hun var justitsminister under den tidligere filippinske regering.

Men både de Lima og hendes tilhængere har hele tiden hævdet, at anklagerne er fabrikeret af Duterte for at lukke munden på hende.

Den 57-årige Leila de Lima var menneskerettighedssagfører, før hun blev politiker.

Sidste år tog hun i senatet initiativ til en undersøgelse af de påståede systematiske drab på mistænkte i Dutertes kamp mod narko i landet.

Så sent som tirsdag kaldte Leila de Lima Duterte for en "sociopatisk seriemorder" og opfordrede regeringen til at erklære ham uegnet til at regere, fordi han ifølge senatoren havde et "kriminelt sind".

Omkring 7700 er blevet dræbt i forbindelse med Rodrigo Dutertes kamp mod narkokriminalitet.

/ritzau/AFP