Magthaverne i Honduras har forlænget udgangsforbuddet til at gælde hele tirsdagen, efter at den afsatte præsident er vendt tilbage til landet.

Magthaverne i Honduras har forlænget et udgangsforbud, efter at den afsatte præsident, Manuel Zelaya, mandag vendte tilbage til landet.

Zelaya søgte tilflugt på den brasilianske ambassade, som hurtigt blev omringet af tusindvis af hans tilhængere. Samtidig med, at store styrker af kampklædt politi blev udkommanderet, indførte magthaverne i landet udgangsforbud fra klokken 16.00 til klokken 06.00. Et udgangsforbud, som altså nu er forlænget, så det gælder hele tirsdagen.

Lederen i Honduras, Roberto Micheletti, har forlangt, at Brasilien udleverer Zelaya fra ambassaden i Honduras' hovedstad Tegucigalpa, så han kan stilles for retten. Den afsatte præsident var advaret om, at han ville blive anholdt, hvis han vendte tilbage.

- Jeg er her i Tegucigalpa. Jeg er her for at genoprette demokratiet og for at opfordre til dialog, sagde Zelaya tidligere til Honduras' Canal 36.

Kuppet i Honduras 28. juni er blevet fordømt af USA, EU og ledere rundt om i Latinamerika.

USA's udenrigsminister Hillary Clinton har opfordret parterne i Honduras til at gå i dialog og undgå vold og blodsudgydelser. Den samme opfordring er kommet fra Costa Ricas præsident, Oscar Arias, som desuden har tilbudt at rejse til Honduras for at mægle mellem parterne.

/ritzau/Reuters