Efter halvandet år i fangenskab har Kina befriet 26 fiskere fra en gruppe somaliske pirater.

SOMALIA: Efter 18 måneder i fangenskab er 26 fiskere blevet befriet i en større kinesisk aktion mod en gruppe somaliske pirater, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Fiskerne, som primært kommer fra Kina og Vietnam, arbejdede alle på den taiwanske trawler FV Shiuh Fu No 1, som blev angrebet af piraterne i december 2010. Men torsdag valgte Kina at slå til mod trawleren, oplyser de kinesiske myndigheder, som dog ikke ønsker at komme nærmere ind på befrielsesaktionen.

- Efter hårdt arbejde fra mange sider er hele besætningen på 26 mand blevet reddet om aftenen den 17. juli, oplyser de kinesiske myndigheder i en kort pressemeddelelse.

Taiwans udenrigsministerium oplyser, at det har assisteret kineserne med forhandlinger omkring en løsesum mellem bådens ejer og piraterne. Det står dog ikke klart, om der direkte har været penge på bordet for at få frigivet fiskerne.

De befinder sig nu i sikkerhed om bord på et kinesisk krigsskib, der vil sejle dem til Tanzania, hvorfra de kan rejse hjem.

Kina har siden 2008 haft antipirat-enhed af flådefartøjer udstationeret i Arden-bugten ud for Somalias kyst for at bekæmpe det omfattende pirateri i området.