EU og de nordiske regeringer må lægge maksimalt pres på den etiopiske regering, siger Dansk Journalistforbund.

De nordiske regeringer og EU må lægge "maksimalt pres" på Etiopien for at få frigivet de to svenske journalister, som er idømt 11 års fængsel for terror og ulovlig indrejse i det afrikanske land.

Det siger formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, om den etiopiske dom over journalist Martin Schibbye og fotograf Johan Persson.

- Jeg er meget rystet over den dom. Det er et voldsomt anslag mod pressefriheden, som de to svenske journalister er blevet udsat for, siger han.

Journalisternes formand henholder sig til det svenske journalistforbund og internationale pressefolk, som har vidnet i retssalen om, og som samstemmende fastslår, at de to journalister er uskyldige i anklagerne for terror.

- Hvis journalister ikke kan arbejde frit uden at risikere fængsling og rettergang for noget fuldstændig uforskyldt, er der mange historier, som ikke kommer frem her i verden, siger Mogens Blicher Bjerregaard.

Dansk Journalistforbund vil også arbejde for, at den internationale journalistorganisation, IFJ, gør en endnu større indsats for at få frigivet de to svenske journalister.

Svenska Journalistförbundets formand, Jonas Nordling, fordømmer afgørelsen i Etiopien og understreger ifølge nyhedsbureauet AFP, at det er en politisk motiveret dom. Han opfordrer indtrængende den svenske regering til at gribe ind.

Nordling holder fast i, at de to dømte journalister ikke har haft noget med terror at gøre, og at de kun er skyldige i at være rejst ulovligt ind i landet, som de selv har erkendt i retten.

- Nu er det op til statsminister Fredrik Reinfeldt at holde det løfte, han afgav før jul: At alt skal gøres for at få Martin og Johan hjem, siger Nordling.

/ritzau/