Ikke siden 1997 har der været flere unge arbejdsløse i en række EU-lande. Det kan medføre et regulært europæisk braindrain, spår arbejdsmarkedsforsker.

Et kæmpe antal unge europæere kæmper en hård kamp for at få foden inden for på jobmarkedet. Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet på baggrund af tal fra Eurostat og OECD.

Arbejdsløshedsprocenten for unge 15-29-årige i EU15-landene er nemlig oppe på 16,5 procent - et tal der ikke er set siden 1997. Det skriver metroXpress. EU15 er betegnelsen for de lande, der blev medlem af unionen før udvidelsen i 2004, heriblandt Danmark, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.Og det ser ikke ud til, at de unge arbejdsløse europæere går en lys fremtid i møde, hvad angår deres jobsituation, vurderer Erik Bjørsted. Han står bag rapporten og arbejder som senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.- Udsigterne for europæisk økonomi tegner ikke godt, viser de fleste prognoser. Der er udsigt til recession, og 2013 ser heller ikke prangende ud. Så man kan godt risikere, at mange af de unge bliver hængende i kø til et job, forklarer han. Men nogle unge bliver så trætte af jobkøen, at de forlader Europa. Derfor bliver det deres hjemlande, der står tilbage som taberne, mener professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, Peter Kongshøj Madsen.- I Sydeuropa rejser de unge væk, for eksempel til Brasilien eller andre lande i Sydeuropa. Det kan blive konsekvensen, og er en kedelig nyhed for de lande, hvis unge talenter tager af sted og måske ikke vender hjem igen, siger han til metroXpress.35 procent af de unge 15-29-årige i Spanien og Grækenland står uden arbejde. De er dermed de unge i EU, der er hårdest ramte af ledighed. I Danmark er ungdomsarbejdsløsheden oppe på 11,8 procent, imens Tyskland og Holland er helt nede på seks til syv procent. Tyskland er ellers et af de lande, vi normalt sammenligner os med, og ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skyldes den lavere arbejdsløshed i vores naboland, at der er bedre gang i det private forbrug der.

BNB