Den italienske premierminister er under stærkt øget pres for at gå af, og EU øger pres for reformer.

Den trængte italienske premierminister, Silvio Berlusconi, er kommet under øget pres for at træde tilbage.

Det sker, efter at seks af hans tidligere allierede i parlamentet har stillet krav om en ny regering. Desuden må hans kriseramte regering opgive at nå til enighed om et hastende økonomisk reformprogram.

Oprørerne i Berlusconis eget politiske bagland siger i en erklæring, at "Italien har brug for en ny politisk fase og en ny regering. Vi opfordrer dig til at tage initiativ til at vende situationen."

I erklæringen, der blev offentliggjort af avisen Corriere della Sera, henvises til behovet for, at Italien gennemfører politiske reformer, som er aftalt med landets europæiske partnere.

Berlusconi har afvist alle krav om, at han skal gå af og bane vej for en midlertidig regering. Han siger, at det vil være uansvarligt under den nuværende krise.

Men antallet af oprørere blandt hans egene støtter taget til.

Den italienske regering er under hårdt pres for at gennemføre reformer, der kan nedbringe den offentlige gæld.

Men Berlusconi har problemer med at få reformerne gennemført. En af hans koalitionspartner, Liga Nord, er imod at hæve pensionsalderen.

/ritzau/AFP