Selv om presset stiger på den amerikanske præsident, Barack Obama, efter Islamisk Stats henrettelse af en amerikansk journalist, får det næppe præsidenten til at ændre strategi over for islamisterne, vurderer ekspert.

USA: Præsident Barack Obama følger en lang amerikansk tradition for at nægte at give efter for gidseltagere og terrorister, når han afviser at standse det amerikanske flyvevåbens bombeangreb på Islamisk Stats (IS) styrker i det nordlige Irak.

Sådan lyder vurderingen fra Michael Ehrenreich, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab.

Han peger på, at IS’ henrettelse af den amerikanske journalist James Foley og den direkte trussel om dernæst at myrde en anden tilfangetaget journalist, Steven Sotloff, ikke vil sætte en stopper for USAs eskalerende konfrontation med den militante, islamistiske bevægelse. Derimod vil Obama fortsætte sin langsigtede strategi som hidtil, påpeger Michael Ehrenreich.

»Jeg er ret overbevist om, at det her foreløbig ikke ændrer noget i den amerikanske strategi. Luftangrebene vil fortsætte, støtten til kurderne vil fortsætte, og det poliske pres, man lægger på regimet i Bagdad, vil også fortsætte,« siger han.

Onsdag forlød det fra Forsvarsministeriets centralkommando for Mellemøsten, at USA siden 8. august har gennemført 84 luftangreb mod den militante gruppe. Fra sit feriested på Martha’s Vineyard kaldte Obama IS for en »kræftsvulst«, og præsidenten understregede, at USA »vil fortsætte med at skride til handling over for IS på ubarmhjertig vis«.

»Præsident Obama bruger meget, meget stærke udtryk, og det er han nødt til at gøre for at vise sin væmmelse over det, der er sket. Samtidig signalerer han til omverdenen - først og fremmest IS selvfølgelig - at USA ikke giver efter for pres, og at den amerikanske strategi i Irak vil fortsætte,« siger Michael Ehrenreich, der er tidligere redaktør på Kristeligt Dagblad og USA-korrespondent for Berlingske.

Det Hvide Hus har offentligt afvist at give efter for presset, og det ligger helt i tråd med den stærke tradition, amerikanerne har for netop hverken at forhandle med eller give efter for gidseltagere, mener Michael Ehrenreich.

»Man giver ikke efter, man forhandler ikke, man giver ikke løsepenge. Fordi det vil kun gøre det hele værre, det vil kun udløse nye bortførelser og nye henrettelser,« siger han og uddyber:

»Vi ved jo, at IS forsøgte at få løsepenge fra Foley, men blev afvist. Så jeg er ret sikker på, at man slet, slet ikke vil bevæge sig ad den vej.«

Direktøren for Det Udenrigspolitiske Selskab understreger, at præsident Obama i forhold til sin Irak-strategi er »under et voldsomt pres«. Men med mordet på Foley er USAs militære indsats i Irak og kampen mod IS rykket helt op i toppen af den amerikanske dagsorden, og det kan betyde, at »opbakningen til Obama meget vel kan stige« i befolkningen, lyder vurderingen.