Columbia gør klar til at hente den sidste gruppe af politi- og militærfolk hjem, som den colombianske guerillagruppe FARC har holdt som gidsler i mere end et årti.

Oprørsgruppen Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC) har lovet at frigive de sidste 10 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, som har været tilbageholdt i mere end et årti, og en brasiliansk militærhelikopter er nu gjort klar til at skulle hente gidslerne hjem fra junglen. Det skriver BBC.

FARC har lovet at frigive de sidste gidsler henholdsvis mandag og onsdag i denne uge som en gestus af fred.

Frigivelsen er koordineret af Den internationale Røde Kors Komité og en gruppe af colombianske mæglere ledet af den tidligere senator Piedad Cordoba.

Colombias præsident, Juan Manuel Santos, har gjort løsladelse af alle gidsler til en betingelse for at åbne forhandlinger med FARC for at afslutte fem årtiers konflikt. Yderligere ønsker han, at gruppen skal stoppe deres angreb og stoppe narkotikahandlen samt rekrutteringen af børn.

De pårørende til gidslerne er samlet i byen Villavicencio i det centrale Colombia, hvorfra den brasilianske helikopter sendes afsted.

I mange år har oprørerne forsøgt at bruge tilfangetagne medlemmer af sikkerhedsstyrkerne som et forhandlingsværktøj til at forsøge at sikre løsladelsen af fængslede guerillasoldater.