Australsk politi har sat en større efterforskning i gang efter en 51-årig kvinde, der er forsvundet på sjette døgn. Det skriver CNN

Den forsvundne Samantha Murphy forlod sit hjem i Ballarat klokken syv om morgenen for at løbe en tur i Woowookarung Regional Park. 

Da hun ikke vendte tilbage som hun plejer, slog familien alarm. 

Trods ihærdig eftersøgning er der hverken fundet spor af kvinden eller nogle af hendes ejendele. 

Det lokale politi og beredskab har eftersøgt området med både hunde og ridende mandskab. 

»Jeg vil gerne gøre det klart, at vi på nuværende tidspunkt ikke har nogle umiddelbare indikationer på, at der ligger ond vilje bag Samanthas forsvinden,« siger Mark Hatt, der udtaler sig på myndighedernes vegne. 

Han forklarer desuden, at Samantha Murphy havde sin telefon med sig, og at man forsøger at bruge den til at finde Murphy. Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt telefonen er slukket eller ej. 

Samantha Murphys datter Jess udtaler, at hun savner sin mor, og håber hun snart kommer hjem. 

Woowookarung Regional Park dækker et område på 641 hektar, hvilket svarer til cirka dobbelt størrelse af Central Park i New York. 

Der er høje temperaturer i området, som når helt op på 37 grader celsius, hvilket yderligere skaber bekymring for Samantha Murphys sikkerhed.