KØB PLUS!

Assad vil samle syrerne til forsvarskrig

Syriens præsident blev hyldet for sit fredsinitiativ, da han søndag holdt sin første tale til en forsamling i over et halvt år.

SYRIEN: Den syriske præsident Bashar al-Assad opfordrer til national mobilisering i en »krig for at forsvare nationen« mod »terroristerne«, som han konsekvent kalder oprørere, der bekæmper hans regime.

Opfordringen kom søndag i et operahus i det centrale Damaskus, som var fyldt med regeringsstøtter, og hvor han holdt sin første tale til en forsamling siden juni i fjor.

Her løftede Assad også sløret for, hvad han beskriver som et »fredsinitiativ« til at afslutte den 21 måneder lange konflikt, som ifølge FN har kostet mindst 60.000 menneskeliv. Men forslaget, der er baseret på en såkaldt forsoningskonference, som vil ekskludere »dem som har forrådt Syrien«, er allerede blevet afvist af den syriske opposition, der kun vil forhandle, hvis Assad er indstillet på at afgive magt.

- Vi er i en krigstilstand i alle ordets betydninger. Det er en krig for at forsvare nationen. Lidelserne er overvældende i det syriske land. Der er ikke plads til glæde, så længe sikkerhed og stabilitet på gaderne ikke er til stede, sagde Assad fra talerstolen.

Efter hans timelange tale foran loyalisterne, som på et tidspunkt afbrød ham med tilråb som »med blod og sjæl ofrer vi os for dig, Bashar«, løb flere publikummer op til ham for at rose talen.

Siden talen har EU, Tyrkiet, Storbritannien og den syriske opposition været ude med kritik af »Assads tomme løfter«, som den tyrkiske udenrigsminister Ahmet Davutoglu formulerer det.