ISRAEL: Fem israelske soldater er blevet dræbt i kampe med militante palæstinensere, der havde infiltreret Israel gennem en tunnel fra Gaza. Det oplyser det israelske militær tirsdag morgen ifølge Reuters.

»De (soldaterne, red.) blev dræbt i kamp, da terrorister forsøgte at gennemføre et angreb gennem en tunnel, der leder fra Gazastriben til Nahal Oz. Soldaterne forhindrede angrebet ved at identificere enheden og neutralisere en af terroristerne,« lyder det i en udtalelse fra militæret.

53 israelske soldater har nu mistet livet under de seneste ugers kampe. Flertallet er blevet dræbt under landoffensiven, der ifølge israelerne netop har til formål at finde og lukke de tunneller, som man frygter vil blive brugt til angreb på byer inde i Israel.

Godt 1.100 palæstinensere er blevet dræbt under konflikten, langt størstedelen civile.

BNB