Nye kampe i Libyen har krævet 47 liv i løbet af de seneste tre dage. Flere klaner er stødt sammen i de sydlige dele af landet.

Kampene er ved at blusse op igen i Libyen, hvor mindst 47 personer er blevet og flere 100 er blevet såret. Kampene mellem forskellige libyske klaner foregår i byen Kufra.

- 32 er blevet dræbt i denne uge alene i de to Toubou-områder, siger en sygehjælper fra området ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Antallet af sårede er mere end 100, og halvdelen af dem er kvinder og børn. De fleste af dem er blvet såret af morter-ild, tilføjer doktor Taher Wehli.

Klanleder Hussein Sake siger til AFP, at bombardementet af Toubou-områderne ikke vil høre op.

- Det er en krigssituation med vedvarende angreb. De bliver ved med at bombe os, så selvfølgelig svarer vi igen.

Hussein Sake beskylder den rivaliserende Zwai-klan og dens allierede - herunder den midlertidige regeringshær - for at stå bag. Chefen for regeringsbrigaden, Wissam Bin Hamid, afviser påstanden og siger, at regeringens tropper er neutrale.

Uroligheder er opstået kort før de libyske borgere skal til stemmeurnerne i landets første valg efter 42 års diktatur med Muammar Gaddafi. Valget finder sted 7. juli.