23 oliearbejdere, der var i gang med forundersøgelser i junglen, er blevet kidnappet i Colombia.

23 lokale oliearbejdere, der var i gang med forundersøgelser i et øde beliggende jungleområde, er blevet kidnappet, oplyser guvernøren i Vichada provinsen, Juan Carlos Avila.

Det er uvist, hvem der står bag kidnapningen. Både guerillaer fra oprørsgruppen Farc og kokainsmuglere opererer i området.

Ifølge nyhedsbureauet AFP arbejdede de 23 for en underleverandør for det canadiske olieselskab Talisman Energy.

Kidnapninger er blevet sjældnere i Colombia, men folk, der arbejder for olie- og mineselskaber i øde områder, hvor staten står svagt, er stadig udsatte, som den seneste kidnapning viser.

/ritzau/Reuters