Efter et mere eller mindre perfekt Tour de France for Jonas Vingegaard, er der dog særligt et øjeblik, som den danske superstjerne sent vil glemme.

»Jeg var sindssygt glad for den måde, at jeg kørte på. Jeg kunne ikke have gjort noget som helst bedre. Alt var perfekt,« siger Jonas Vingegaard.

Ordene om en helt særlig bedrift på en helt særlig dag kommer fra Vingegaard kort efter, at han var landet i Københavns Lufthavn og gået ud på den røde løber ved den historiske Vilhelm Lauritzen Terminal, som ellers normalt er forbeholdt officiel modtagelse af statsoverhoveder og regeringsledere.

Og den dag, som Vingegaard omtaler, hvor alt gik op i en højere enhed og Tour-sejren reelt kom i hus, var på den vanvittige enkelstart Jonas Vingegaard fyrede af.

Selvom Vingegaard smadrede Pogacars tid, og var vilde et minut og 38 sekunder hurtigere på den 22,4 kilomter lange rute, var det først den efterfølgende dag, at Vingegaard var sikker på, at sejren var i hus.

Pogacar gik nemlig helt død på 17. etape og tabte svimlende fem minutter og 47 sekunder til Vingegaard på en etape, hvor Pogacar undervejs sagde: »Jeg er ødelagt. Jeg er død.«

»Der tænkte jeg, at det begyndte at se godt ud. Nu skulle der gå et eller andet galt før, at jeg ikke vandt,« lyder det fra Jonas Vingegaard med et stort smil på læben.

Og galt gik det ikke, da Jonas Vingegaard få dage efter genvandt Tour de France.

Du kan følge fejringen af Vingegaard i B.T.s liveblog lige HER.