Caroline Wozniacki stod for god underholdning ved førstedagen af WTA-turneringen Aipa International.

På alle måder.

Først leverede hun et brag af en kamp mod OL-guldvinderen Monica Puig, og efterfølgende fik hun latteren til at brede sig det obligatoriske pressemøde.

Det skete, da den danske tennisspiller skulle fortælle om sine forberedelser op til 2017-sæsonen.

»Jeg har lavet ret meget om på min træning. Jeg har gjort en del ting anderledes, og jeg har nok brugt mere tid på banen og mindre tid i fitness-lokalet, end jeg har gjort i lang tid,« sagde Caroline Wozniacki.

»Det har været en stor forandring for mig, for jeg har arbejdet så hårdt med at gøre min fysik bedre og så hårdt på at forebygge skader.«

Og så kom sætningen, der fik de mange journalister til at begynde at grine.

»Men når alt kommer til alt, så tror jeg, at jeg skal lære at slappe noget mere af. Jeg er trods alt ikke nogen vårhare længere. Nogle gange kan en lille smule være bedre,« sagde Caroline Wozniacki.

Og her er der værd at indskyde, at hun kun er 26 år - men debuterede på WTA-touren helt tilbage i 2005.

Mandag skulle hun bruge mere end to timer på at besejre Monica Puig over tre sæt. Det var en kamp, der bølgede frem og tilbage undervejs.

»Jeg var stolt af, hvordan jeg formåede at knokle på i dag. Jeg følte mig ret godt til mode, og jeg er ikke nervøs i forhold til min form. Jeg tror, det bliver helt godt,« sagde Caroline Wozniacki.

Hun skal i anden runde af Aipa International møde Yulia Putintseva.