Caroline Wozniackis danske agent fortæller, at den danske tennisspiller er fuldt fokuseret på at kvalificere sig til ’den lille sæsonfinale’.

Caroline Wozniacki har masser at spille for, når hun lørdag ved WTA-turneringen 'Prudential Hong Kong Tennis Open' møder serberen Jelena Jankovic.

Udover kvalifikation til finalen og en stor pengepræmie vil en sejr give hende de ekstra 70 verdensrangliste-point, som vil betyde avancement fra den nuværende 21. plads til en placering som minimum nummer 18 ved næste opdatering på mandag.

Og det er vigtigt. Det er nemlig sådan, at spilleren, der ligger på 19. pladsen efter næste uges turnering i Luxembourg, på yderste mandat sikrer sig deltagelse i ’den lille sæsonfinale’, 'WTA Elite Trophy', i den kinesiske by Zhuhai fra 1.-6. november.

»Caroline har deltagelsen i Kina som endemål i denne sæson,« siger hendes danske agent, Mikkel Nissen, og tilføjer:

»Det har været rigtig dejligt at følge Caroline på tennisbanen de seneste par måneder. Efter hun er sluppet af med de skader, der plagede hende i foråret, har hun virkelig fået gang i den igen.«

Men hvorvidt hun vil gøre alvor af de ’trusler’ om et snarligt karrierestop, som hendes far og træner Piotr Wozniacki, annoncerede under september måneds US Open, ønsker han ikke at udtale sig om.

»Det må være op til Caroline selv at besvare det spørgsmål,« siger Mikkel Nissen.



Caroline Wozniackis ekstræner, Michael Mortensen, der nu er tenniskommentator på tv-kanalen Eurosport, kan ikke forestille sig, at hendes karriere synger på sidste vers.

»Selvfølgelig fortsætter hun. Et stop nu vil overraske mig rigtig meget. Hun spiller i øjeblikket bedre end nogensinde. Fortsætter hun på samme måde i turneringerne de næste par uger. kan hun nå at indkassere så mange point til verdensranglisten, at hun sikrer sig gode seedinger i næste sæsons første turneringer,« siger Michael Mortensen.

Og han har ret, for turneringssejr ved 'WTA Elite Trophy' vil alene være 700 point værd, hvorefter hun vil være snublende tæt på en top 10-placering.

»Caroline har været verdensetter, men hun mangler stadig at vinde en af de fire Grand Slam-turneringer. Chancen for, at det kommer til at ske i 2017, er hendes alder og erfaring taget i betragtning bestemt tilstede,« siger Michael Mortensen.

Her og nu gælder det for Caroline Wozniackis vedkommende WTA-turneringen i Hong Kong.

»Jeg tror, at hun vinder turneringen. Blandt de tilbageværende spillere er hun efter min mening den bedste og mest formstærke,« siger Michael Mortensen.

Men lykkes det ikke for Caroline Wozniacki at kvalificere sig til 'WTA Elite Trophy', hvor der kæmpes om en samlet pengepræmie på 2,2 mio. US-dollars, kan næste uges WTA-turnering i Luxembourg blive hendes sidste i hvert fald i denne sæson.

»Lige nu har hun ingen planer om i denne sæson at spille opvisningskampe,« siger Mikkel Nissen.