Der er ingen tvivl om, at det er hårdt for et barn at miste en forælder. Om det sker på grund af dødsfald, skilsmisse, fængselsophold eller adskillelse, påvirker det barnet ikke at have sin far i sit liv. Og det helt ned på celleniveau.
Det skriver Princeton University i en pressemeddelelse, ifølge Videnskab.dk.
Det er de såkaldte telomer – basesekvenser, der er enderne på kromosomer – der er anderledes hos børn, der ikke har en far i deres liv.
Telomer bliver normalt kortere og kortere, hver gang en celle deler sig, hvilket får huden til at rynke og organer til at svækkes, jo ældre man bliver. Men hos ni-årige børn, der har mistet en far, er telomerne hele 14 procent kortere end hos andre børn. Især dødsfald sætter sit præg på de vigtige telomer, og især drenge bliver påvirket.
Læs også på Videnskab.dk: Er cola godt mod dårlig mave?
For at finde ud af, hvad en mistet far betyder for telomerne, tog forskerne bag studiet prøver fra børn for at måle telomernes længde. De data sammenholdt de med oplysninger om børnene fra det såkaldte 'Fragile Families and Wellbeing Study'.
I studiet har forskere fra Columbia- og Princeton- University fulgt cirka 5.000 børn fra store amerikanske byer siden årtusindeskiftet.
Og her viste det sig altså, at det er forbundet med voldsom stress for telomerne at miste en far, når man er mellem nul og ni år gammel. Forskerne vurderer, at en af grundene kan være, at børnene bekymrer sig om økonomien, fordi der kun er en voksen til at forsørge familien.
»Faderen bliver fjernet fra barnets liv, og det betyder et større stressniveau – både af økonomiske og følelsesmæssige grunde,« skriver Daniel Notterman, der er professor i molekylærbiologi ved Princeton University og medforfatter på studiet, i Princetons pressemeddelelse.
Læs også på Videnskab.dk: Flagermus dyrker oralsex under parring
Især hvis sønnen er under fem år, når faderen forsvinder ud af hans liv, påvirker det telomerne.
Et andet interessant fund var, at børn med bestemte genetiske variationer ikke blev påvirket nær så meget som andre børn.
Det betyder altså, at børnenes genotype kan beskytte dem fra de sociale påvirkninger af at miste deres far.
Ifølger Daniel Notterman kan resultatet bruges til at forstå konsekvenserne ved eksempelvis at fængsle fædre.
»Det faktum, at der er en målbar biologisk konsekvens ved fraværet af en far, betyder, at det er nødvendigt for samfundet at arbejde for, at fædre og børn kan opretholde kontakten,« siger han og fortsætter:
»Hvis du ved, at eksempelvis det at sende en far i fængsel kan have en uoprettelig konsekvens for ikke bare barnets psyke og udvikling, men også barnets kromosomer, vil du måske bedre kunne forstå vigtigheden af at undgå de skadelige konsekvenser, som fængsling kan have,« siger Daniel Notterman.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Pediatrics.
Læs også på Videnskab.dk:
