Josephine Touray og Karin Mortensen er ude med skader, og Jan Pytlick har indkaldt Kathrine Munch og Mette Iversen.

Højrefløjen Josephine Touray og målvogter Karin Mortensen er på grund af forstrækninger ikke med, når de danske håndboldkvinder torsdag aften spiller den afgørende kamp mod Sydkorea, der gælder en plads i weekendens semifinaler i World Cup i Århus.

I stedet har landstræner Jan Pytlick ifølge TV2 Sporten valgt at indkalde GOG Svendborgs målvogter Mette Iversen, der skal supplere Rikke Schmidt i målet, mens Randers' Kathrine Munch er stødt til truppen for at gardere på højrefløjen, hvor unge Kristina Bille Hansen er eneste tilbageværende spiller.

Josephine Touray døjede allerede med en forstrækning i den ene balle, da hun stødte til landsholdssamlingen i søndags. Og da det ikke er blevet bedre, blev hun torsdag sendt til København for at blive skannet på privathospitalet Hamlet.

Karin Mortensen pådrog sig en mindre forstrækning i onsdagens opgør mod Rumænien og ventes hurtigt at blive klar igen.

/ritzau/