Rødovres røde armé knuste rivalerne

Nøglen til vores sejr var starten. Vi var 100 pct. koncentrerede fra første skifte,« lyder det fra Rødovres assistant coach Magnus Sundquist.

Og i den slagne Hvidovre Totempo-lejr sagde man ham ikke imod.

Martin Thimm:

- Deres første mål efter 15 sekunder rystede os, det kom vi os aldrig over.

At kalde 1. periode et veritabelt mareridt for Totempo vil være en underdrivelse. Hvidovre-holdet blev kørt over og knust af nabokommunens røde armé, som havde mindst ét gear mere.

For første gang i denne sæson kunne topholdet RMB stille i stærkeste opstilling. Den amerikanske back, Derek Eastman, som fik et ledbånd skåret halvt over i pokalfinalen i Odense, fik endelig ligadebut. Og der var ikke spillet mere end 15 sekunder, før en lamslået Jiri Podesva i Totempo-buret første gang måtte kapitulere.

Målscoreren var Mike Oliveira. Og i opvisningsstil og hastig rækkefølge kunne Brian Schultz, Nathan Lutz, Ronni Thomassen og Christian Larrivée hæve totalen til 5-0. De sidste tre mål faldt inden for seks minutter og blev alle scoret i power play.

Brian Schultz’ mål mod sin tidligere klub med onklerne Torben og Arne Schultz som henholdsvis back og assistant coach var hans første ligamål for RMB.

Efter 4-0 scoringen havde Podesva fået rigeligt af Rødovres champagnehockey og blev afløst af Christian Vestergaard.

Hvidovre stabiliserede sig i en uskøn 2. periode med mange udvisninger, og der blev kun scoret én gang, da Preston Mizzi øgede til 6-0 i starten af perioden.

Først efter 41 minutter lykkedes det Totempo at score. 1-6 reduceringen blev signeret backen Martin Thimm.

I landsholdsmålmændene Simon Nielsen (som vogtede målet i aftes) og Michael Madsen er Rødovre godt garderet i det bageste geled, og nu er U17-landsholdets keeper, Lasse Jensen, rykket op som trediemålmand efter Mattias Kaufmanns stop af personlige grunde.