Thomas Sørensen er begyndt træning efter sommerpausen. Og det foregår stadig i Sunderland, selvom klubben efter nedrykningen fra Premier League klart meldte ud, at den danske landsholdskeeper skulle sælges.

Det er ikke sket endnu, selvom rygterne har været mange og hårdnakkede. Det seneste lyder endnu en gang på Aston Villa. Men hovedpersonen ved intet selv.

»Jeg kender lige så lidt til de rygter som dig,« siger Thomas Sørensen, da B.T. forhører sig som rigtigheden af Villa-interessen.

»Jeg er gået i gang med træningen i Sunderland, men jeg går ud fra, at det stadig er meningen, jeg skal videre. Det handler bare om, at prislejet når ned på et niveau, hvor andre klubber vil være med,« siger Thomas Sørensen.

»Jeg ved ikke hvad Sunderland vil have for mig, men det er hos dem, bolden ligger lige nu,« siger han.

Aston Villa har tidligere haft Peter Schmeichel i truppen. Dengang blev kontakten formidlet via agentfirmaet Proactive, der har Søren Lerby i den øverste ledelse. Samme agentfirma repræsenterer Thomas Sørensen.

jsj