Den dopingmistænkte litauiske cykelrytter Raimondas Rumsas benægter over for den italienske avis Gazetta dello Sport, at de dopingmidler, som søndag blev fundet i hans hustrus bil, er til hans brug. Lampre-rytteren, som blev nummer tre i årets Tour de France påstår, at midlerne var til hans svigermor i Litauen.

- Jeg har aldrig taget noget. Min præstation i Tour de France var ren. Jeg kender ikke noget til det, sagde Raimondas Rumsas, som har en helt anden forklaring på, hvad stofferne skulle bruges til.

- Min kone skulle køre det til Litauen til min svigermor, forklarer Rumsas.

Hans hustru Edita blev søndag taget af tolderne i Chamonix, som fandt de ulovlige stoffer i hendes bil, hvorefter hun blev tilbageholdt af politiet i Lyon.

Tolderne fandt flere forskellige lægemidler og to recepter udskrevet i Polen.

- Vi fandt en større mængde produkter - kortikosteroider, testosteron og epo, siger politiinspektøren i Lyon, Christian Lothion. /ritzau/