Yaqoub Ali har hadet alle vantro. Alle, som ikke tænkte og levede, som det står i Koranen. 

Han var i ti år en del af det allermest ekstreme islamistiske miljø i Danmark, hvor hellig krig og radikalisering var hjørnestenene. Yaqoub Ali ved derfor, at de faresignaler han ser nu, er bekymrende. 

»Man har altid haft en bestemt holdning til jøderne. Det skyldes konfliktens historie, men også de religiøse tekster. Nu tør man sige det højt, og man er ikke bange for konsekvenserne. Det er det, jeg har set ske.«

Det er en farlig cocktail af antisemistisme og øget risiko for radikalisering, som ikke kun Yaqoub Ali ser. 

Ifølge justitsministeren lyder det, at efterretningstjenesterne ser en mobilisering i de islamiske kredse. 

Også Tore Hamming, som er forsker i radikale miljøet i Danmark, ser lige nu en antisemitisme i de ekstremistiske miljøer, som er uden sidestykke. Samtidig ser han også grupper i Danmark, der radikaliseres. 

Med sin personlige erfaringer med radikalisering kender Yaqoub Ali faresignalerne og ved, hvad man skal holde øje med. 

»Jeg kan give dig ét tegn, som er det vigtigste. Han begynder at snakke og tænke anderledes om andre mennesker ud fra sin religion. Det er alene religionen, som afgør, hvorvidt du er et godt menneske eller ej.«

Ifølge Yaqoub Ali, der i dag er foredragsholder og debattør, kan man også se radikaliseringen ved, at personen ud fra sin religion ser hårdt på alle andre, som tænker, lever og tror anderledes. Der vil også være et skift i, hvordan han eller hun taler om eksempelvis konflikten i Gaza og synet på danske politikere. 

»Han begynder at blande sig i samfundsdebatten på nogle helt andre præmisser,« siger Yaqoub Ali. 

En fejl, er ifølge Yaqoub Ali, kun at se radikalisering ved ændringer i personens udseende. 

»Nogle gange siger man, at man skal lægge mærke til, hvis de er groet et langt skæg. Eller hvis kvinden begynder at bære tørklæde. De her ting kan sagtens være en del af det, men det er ikke alene et tegn på ekstremisme. Nu er det efterhånden på mode at have fuldskæg, så det kan ikke stå alene som eksempel.«

Jødehad

Den nuværende konflikt i Israel og Gaza har pustet liv i en antisemitisme, hvilket Yaqoub Ali også har bemærket. Han fortæller, at modstanden over for jøder altid har været der i muslimske miljøer, men siden begyndelsen af oktober, hvor konflikten blussede op, er retorikken blevet forværret og mere ekstrem. 

Yaqoub Ali forklarer, at radikaliseringsprocessen fungerer således, at en person i begyndelsen tilegner sig ekstreme holdninger, men omgivelserne lægger ikke mærke til det. Man holder det for sig selv.

»Det næste skridt er, at man kommer til et punkt, hvor man siger det offentligt,« siger Yaqoub Ali. 

Og det er der, hvor vi er nu, siger han. Flere og flere er blevet åbne og højlydte med deres holdninger. 

Det gælder ikke kun unge mænd med langt skæg. Det er alle typer, siger Yaqoub Ali. 

»Det er altså velfungerende, veluddannede og velintegrerede der råber det. Og det er altså virkelig, virkelig bekymrende.«

Yaqoub Ali er tidligere militant islamist og ved fra egen erfaring, hvordan radikaliseringen foregår.
Yaqoub Ali er tidligere militant islamist og ved fra egen erfaring, hvordan radikaliseringen foregår. Foto: B.T.
Vis mere

I en foreløbig rapport fra Det Jødiske Samfund fremgår det, at antisemitiske hændelser og ytringer er eksploderet i kølvandet på den nuværende konflikt. Her er eksempler på hærværk med hagekors på en dansk jødes hoveddør samt dødstrusler og adskillige eksempler på antisemitiske ytringer i det offentlige rum. 

»Det er et tegn på, at man ikke længere er tilfreds med at holde sine holdninger for sig selv,« siger Yaqoub Ali. 

Sociale medier

Det er ikke kun til demonstrationer og til fredagsbøn i moskeen, at radikaliseringen kan ske. 

Ifølge Yaqoub Ali er det især på sociale medier, at de første skridt bliver taget. 

»Hvis du går ind og ser, så er det nærmest kun konflikten i Gaza, der bliver talt om,« siger han. 

B.T. har ligesom Yaqoub Ali konstateret, at konflikten fylder over alt i grupper på Facebook for muslimer i Danmark. Det samme gør det på sociale medier som Instagram og TikTok, som er blevet en politisk kampplads.

»Jeg tror, at sociale medier er det største radikaliseringsområde. Tidligere delte man gode ting. Nu er det kun bomber, nyheder og påmindelser om konflikten. Du ser ikke andet. Det er farligt, fordi det ikke er alle, som kan verificere og skelne, hvad der er korrekt eller ej,« siger Yaqoub Ali og henviser til stor misinformation.