Selvom efterårsvejret i disse dage nærmest indbyder til shorts og hyggelige middage i aftensolen, kan vi ikke komme uden om, at vinteren står for døren. Og med vinterens kulde kommer også rotterne.

Og ifølge eksperterne kan vi i år forvente et massivt rykind, når termometeret inden længe går i minus.

»Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi frygter, at rotterne i år vil være flere, end de plejer. Den usædvanlig varme og tørre sommer, hvor de helt store skybrud er udeblevet, har givet rotterne gode yngleforhold.«

»Muligheden for, at de har fået et ekstra kuld unger, er til stede, og sandsynligvis har flere unger overlevet under de gunstige betingelser,« siger Pelle Jensen, driftschef i firmaet Kloaktek, der driver rottebekæmpelse i hele Danmark.

Set over de seneste 10 år har nattefrosten ramt Danmark omkring den 9. oktober.

I år har vi foreløbigt været forskånet, takket været det usædvanligt varme efterår, men allerede natten til fredag kan vi opleve nattefrost, viser DMI's ugeprognose.

Og derfor advarer forsikringsselskaberne nu landets mange husejere om rotte-plagen.

»Hvis rotterne først er kommet ind i dit hjem, kan det være svært at få bugt med dem igen. Jo før du opdager rotterne, jo færre skader kan de nå at udrette. Rotter formerer sig hurtigt, og et rottepar kan snildt blive til flere hundrede rotter i løbet af et år,« siger Frederik Sjørslev Søgaard, direktør for pris- og produktudvikling hos Tryg.

Der er gode muligheder for at opdage rotterne, inden de for alvor får gjort skade på dit hus. Selvom rotter er meget sky, vil du ofte kunne lugte eller høre dem.

»Først og fremmest har rotter en rigtig grim lugt, der minder om grisestald og kloak. Derudover afgiver de pibe- og kradselyde, som dog kan være svære at høre, hvis rotterne opholder sig på loftet, under gulvet eller inde i væggen,« siger Pelle Jensen.

Rotter har meget kraftige tænder og kan gnave sig igennem alt, der er blødere end jern. De ynder at grave gange under gulvet, inde i væggen og lignende.

Derfor skal du være opmærksom, hvis du konstaterer pludselige huller i vægge eller gulve.