En mand fra Midtjylland modtog mandag et opkald, der kun af de færreste forundt.

Manden blev mødt af beskeden om, at han havde syv rigtige vindertal på sin Lotto-kupon og dermed havde vundet 15 mio. kr.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Jeg blev ringet op i min frokostpause, og jeg må indrømme, at jeg var helt blank,« er manden citeret for i meddelelsen:

»Jeg tjekker stort set aldrig, om jeg har vundet, for det kører jo helt automatisk. Og tidligere er det ikke blevet til meget mere end smågevinster på 50 kroner her og der. Så jeg troede faktisk, at det var løgn.«

15 mio. kr. burde nok kunne gøre det ud for nogle pæne julegaver, som manden da også afslører, at nevøen og niecen kan glæde sig til. Derudover er der planlagt selvforkælelse:

»Jeg skal finde en god 18-hullers golfbane. Men jeg trænger til et nyt golfsæt, for det gamle er efterhånden godt slidt, og det er der endelig råd til,« siger han.

Står man og bliver fristet af at købe en bunke Lotto-kuponer, bør man muligvis slå koldt vand i blodet. Sansynligheden for at vinde førstepræmien i Lotto er nemlig 1 ud af 8.347.680.