Gerhard Richters maleri fra 1965 af tre danske prinsesser kan opleves på Louisiana fra den 4. februar. Dermed går et stort ønske i opfyldelse for museet.

Maleriet "Tre Søskende" af tre danske prinsesser kan ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk fra den 4. februar, når museet slår dørene op til mere end 80 malerier af tyskeren Gerhard Richter.

"Tre Søskende" forestiller de tre danske prinsesser Margrethe, Benedikte og Anne-Marie, men da Richter malede billedet efter et gammelt fotografi i 1965, vidste han ikke, at motivet var tre danske prinsesser.

- At en udstilling af en verdensberømt maler pludselig får en lokal identitet, er ret fascinerende. Det er ikke så tit, at man ser international samtidskunst krydse sit spor med det spor, som det danske kongehus udgør, siger direktør Poul Erik Tøjner.

I starten af november blev billedet forsøgt solgt for 25-30 millioner kroner.

/ritzau/