Robinson-værten Jakob Kjeldbjerg, 40, er lykkelig for at være hjemme igen og forenet med sin familie. Han er stadig meget påvirket af den livsfarlige dengue-feber, der ramte ham og 8 andre tv-folk, under optagelserne af 'Robinson Ekspeditionen' i Malaysia, og som en overgang truede med at stoppe TV3´s populære reality-program.

-Jeg troede også, vi måtte stoppe, men vi kom igennem og det er meget tilfredsstillende, at vi klarede det- fortæller Jakob Kjeldbjerg fra hjemmet i Sydfrankrig, hvor han den næste tid skal forsøge at komme til kræfter.
-Jeg er meget træt, og kæmper i øjeblikket med en øjenbetændelse, som skyldes, at immunforsvaret er helt nede på grund af denguefeberen.
-Indenfor nogle uger skal jeg have taget nye blodprøver og tjekket mine blodtal, men jeg kan ikke gøre ret meget andet end at hvile mig.

Kan hverken cykle eller svømme

Jeg elsker at cykle rundt og svømme i min pøl, men jeg kan hverken cykle eller svømme. Det er ikke særlig sjovt som gammel professionel sportsmand at være tilbage på nul,« siger Kjeldbjerg.

Han havde konstant en læge ved sin side, da optagelserne blev genoptaget et nyt sted i Malaysia.

»Det var et krav fra tv-selskabets side, for jeg kom til at lave programmer med blodtal, der ikke var i orden. Jeg er aldrig blevet presset, men traf beslutningen efter at lægen og jeg vurderede, at det var forsvarligt overfor min familie og mig selv.«