Ingen har som bartenderen og restauratøren Giuseppe Cipriani sat sit præg på Venedig og alverdens menukort med fersken-cocktailen – Bellinien.
Den er lumsk, men verdens bedste, synes nogen.
Den ligner en luksus-smoothie, som den ligger der i glasset helt tæt af pureret ferskenkød og skummende på toppen, men den klassiske Bellini er og bliver en champagne-cocktail, opfundet i 1930erne som en blanding. En del pureret (ikke blendet!) hvidt ferskenkød og tre dele prosecco, begge så koldt som muligt. Det smages til med en lille smule sukker eller sirup, hvis frugten er for syrlig, og hældes i et ligeledes afkølet glas.
Se også: 5 madoplevelser i Bangkok
Først 15 år efter sin opfindelse gav bartenderen Guiseppe Cipriani drinken et navn, Bellini, efter den venetianske maler Giovanni Bellini fra 1400-tallet.
Harry’s Bar i Venedig
Opfindelsen fandt sted på Harry’s Bar i Venedig, som Guiseppe Cipriani åbnede i et tidligere rebslageri tæt på Markuspladsen i 1931. Han var før det en skattet bartender på det nærliggende Hotel Europa, der ligesom byens andre luksushoteller var populære vandhuller for det venetianske og europæiske aristokrati i begyndelsen af 1900-tallet. Han legede med tanken om at åbne sit eget sted, så gæsterne ikke skulle forcere en hær af dørvogtere, men hans problem var manglende kapital.
Hans redning kom i 1930, da Harry Pickering checkede ind på hotellet med sin rige tante fra Boston og hendes lille hund. Den unge mand var på dannelsesrejse med hende, men også på kur fra en begyndende alkoholisme. Cipriani var ikke sikker på, at Venedig var det rigtige valg i den henseende, men han passede bare sit job bag baren.
Efter to måneder fik tanten nok, efterlod nevøen på Hotel Europa med hunden og en lille slat penge. Fra den ene dag til anden holdt Pickering op med at drikke, men pengene slog stadig ikke til. Cipriani forbarmede sig over ham og lånte ham 10.000 lire, som han egentlig ikke regnede med at se igen. Stor var hans glæde og forbløffelse, da amerikaneren vendte tilbage i februar 1931 for at betale lånet tilbage – og lidt til. »Nu har du råd til at åbne en bar for dit eget klientel. Jeg synes, du skal kalde den Harry’s Bar«, sagde Pickering.
Og sådan blev det.
Ernest Hemingway fast inventar med eget bord
Den blev en succes med det samme, for de mennesker, han plejede at servere for på hotellet, fulgte med over til Harry’s Bar: Somerset Maugham, Noël Coward, Charlie Chaplin, Barbara Hutton, Orson Welles, Truman Capote, Georges Braque, og Peggy Guggenheim.
Den mest kendte var Ernest Hemingway, som i vinteren 1949-50 nærmest var fast inventar med eget bord her og på filialen Locanda Cipriani på lagune-øen Torcello, hvor han skrev »Across The River and Into The Trees«.
Mindre kendte uden for aristokratiet var bl.a. den italienske contessa Mocenigo, hvis læge i 1950 havde anbefalet hende en kur på råt kød, og hun spurgte, hvad de kunne komme op med på Harry’s Bar.
De tænkte straks på den typiske Piedmonte-ret la carneall’albese, som var tynde skiver råt kød. Kokken serverede den med en sennepsbaseret dressing, og da den blev et omgående hit, kom den på menukortet som carpaccio, opkaldt efter en anden venetiansk maler, Vittore Carpaccio, som var særlig kendt for sine marmorerede røde farver.
Og så blev Harry’s Bar berømt én gang til.
Vrimlede til den legendariske bar
Turisterne vrimlede til den legendariske bar, som nogle synes er den rene turistfælde, men som faktisk stadig frekventeres af lokale stamkunder, og som i 2001 fik det italienske kulturministeriums anerkendelse som nationalt monument.
Mens enhver bar og restaurant i verden kan servere Bellini og carpaccio, er det svært at efterligne stemningen, så den har Cipriani-familien selv eksporteret uden for Venedig.
Meget nærliggende til nabo-øen La Giudecca, hvor Harry’s Dolci på kajen giver perfekt vista over til alle seværdighederne på San Marco.
Egentlig var det først en dessert-restaurant, men siden kom der på utallige opfordringer også mad på menuen, og selv om man sidder på plasticstole udenfor, er det stadig med stivede duge og respektfuld servering.
Se også: 5 gastropubs i London
