Stavanger er lig med olie, rigdom og fortryllende gamle stræder med hvidmalede træhuse.
»Oh my Dear! Look at these pretty white wooden houses,« lyder det fra en kvinde i gruppen af amerikanske turister her i Stavangers brostensbelagte stræder flankerede af hvide træhuse.
Læs også: Oplev Norges ikoniske granitblok
Udsagnet fra den midaldrende amerikanske frue bekræftes i kor fra hendes medrejsende. Gruppen er netop trådt i land på Strandkaien i Stavanger efer at have forladt deres gigantiske krydstogtsskib og begiver sig nu op i byens gamle kvarter.
Det er mærkværdigt at stå øverst i byen og i baggrunden se krydstogtsskibet ved kajen rage langt op over de gamle hustage. Så stort og så småt i visuel kollision. Heldigvis er det ikke hver dag eller døgnet rundt, de alt for store skibe lægger til. For det er nu engang lidt synd for de små huse at skulle udfordres af disse mastodonter.
Langt bedre er det, når de gamle skonnerter lægger til. De danner en mere sympatisk baggrund for Stavangers største attraktion, den gamle bydel.
Store skibe eller ej. Udviklingen har fart på i Stavanger, Norges fjerdestørste by.
Stavanger er international, driftig og rig. Det bliver man hurtigt overbevist om, helt uden at have fået det fortalt. Når man sidder på en af de mange restauranter og caféer, er det oftere engelsk end norsk, man hører. Og typisk med en udpræget amerikansk accent.
Driftigheden giver sig udslag i bilkøer, byggekraner og et højt tempo. Rigdommen, jo, den vidner mange restauranter i høj grad om. Næppe nogen by i Norge har så mange dyre gourmettempler målt i forhold til indbyggertallet. Og bilerne i køerne er ikke bilfabrikkernes små modeller.
Årsagen til det hele kan sammenfattes i ét ord: Olie.
Norges sorte guld har forgyldt hele nationen, men har i særlig grad dryppet på Stavanger. Det er her, den omfattende olieindustri i Nordsøen har sit kraftcenter. I en tid med stagnation og finanskriser, og hvor fyringer og nedskæringer efterhånden er blevet hverdag i det meste af verden, går det lige stik modsat i Stavanger: Her råber man på arbejdskraft.
Stavanger har ikke bare arbejde, byen har også temmelig meget at byde på for dem, der kommer her som turist. Både inden og uden for bygrænsen.
Hvad olien i dag er for Stavanger, var sild og sardiner for godt hundrede år siden, hvilket man kan få et glimrende indblik i på Hermetikkmuseet, hvor den engagerede kurator, Piers Crocker, viser vej gennem udstillingen. Han viser små som store detaljer blandt de mange genstande, blandt andet konservesdåsen med låg, som blev opfundet af en medarbejder i sardin-industrien, og er en landvinding, som stadig er i brug. Hermetikk er i øvrigt ordet for konserves på norsk.
I første omgang lyder et besøg på Norsk Oliemuseum ikke nødvendigvis forførende. Men tag ikke fejl, de moderne og stilfulde bygninger helt ud mod havnebassinet er et studie i viden om olie, formidlet via interaktive medier, livagtige film og genstande, som bringer en fra urtiden, hvor olien blev skabt, og helt frem til nutidens anvendelse af den.
Inde i Stavanger by står de store historiske seværdigheder ikke i kø. Undtagelsen er byens domkirke, som er alt for stor til en by med bare 120.000 sjæle, siger borgerne selv, lidt beskedne.
Og den ér stor, kirken. Den er den eneste katedral i Norge fra middelalderen, som har bevaret sin tilstræbte angelsaksiske byggestil. Kirken blev begyndt opført i 1125, og først efter 150 år stod den færdig.
Den gamle bydel, museer, kirken. Og så gastronomien. Stavanger er også gastronomi. I luksusklassen. Og til norske priser. Alligevel er det en god idé at reservere plads i god tid, for der er rift om bordene, og de, der måske svæver i den vildfarelse, at menuen alene står på klipfisk, må tro om.
Bag gryderne i nogle af denne rige bys bedste restauranter står topkokke, blandt andet på to af de mest udsøgte steder, Reena Matbaren og Cafe de France, som er henholdsvis mimimalistisk og moderne og intim og romantisk. Og to steder, man bør unde sig selv at lægge vejen forbi mindst én gang.
Charmetrolden på Karmøy
Charmerende Skudeneshavn fortryller fra første minut med sine hvidmalede træhuse, brostensbelagte stræder og uovertrufne placering blandt kanaler og lige ud til skærgården.
Blot en halv times kørsel syd for Haugesund, for enden af halvøen Karmøy, byder charmetrolden velkommen.
»Gamlebyen«, som er Skudeneshavns historiske bydel, tæller 130 fredede huse. Byen fik, ligesom andre byer på egnen, sin opblomstring under det vældige sildefiskeri i starten af 1800-tallet. På det tidspunkt boede her op imod 22.000 i fangstsæsonerne. I dag er der omtrent lukket og slukket for sild. I stedet er entusiastiske og velbjergede beboere flyttet ind i husene. En portion entusiasme er nemlig nødvendig, for husene er med deres fredningsstatus omfattet af strenge regler for, hvad man må – og navnlig ikke må – ændre på.
En undtagelse fra de »nye« borgere er Johannes. Denne 83-årige herre har boet her i umindelige tider, og driver sin lille »anderledes kafé« på 21. år. Her sidder fire-fem ældre herrer og nyder Johannes’ bagte vafler og friskbrygget kaffe. Dem er han nemlig effen til. Som minutterne går, dukker flere gæster op, og snart er hver en stol i det lille rum fyldt.
Johannes sejlede tidligere på coastere, men da han gik i land for 21 år siden, åbnede han caféen, og i dag giver han overskuddet til »trængende«.
Haugesund – her blev Norge samlet
Et besøg i Haugesund, godt en times sejlads med katamaranfærge fra Stavanger, rummer indhold til en spændende udflugt – enten ud og tilbage samme dag eller med en overnatning. Eller flere såmænd, for der er nok at se på og opleve, især hvis man også vil inkludere storslået naturvandring og sejlads i baglandets fjorde med Åkrafjorden og Langfossen som de to mest besøgte.
Der går ikke længe, fra man er ankommet til Haugesund, før man på flere måder er blevet gjort opmærksom på byens ubestridte stolthed – at det var her, Norge blev samlet som rige af vikingehøvdingen Harald Hårfager i år 872. På en lille pynt i Haugesunds udkant ligger Avaldsnes, og her er historien samlet omkring tre attraktioner.
Olavskirken fra ca. 1250, der blev opført oven på de tidligere kirker, som man mener, Kong Olav Tryggvason skulle have opført her.
Nordvegen Historiecenter, som ligger lige bag kirken, og hvor hele vikingetiden bliver sat i perspektiv.
Og Vikingegården, en restaureret kongsgård med tilstødende langhuse, hvor vikingetiden genoplives med bl.a. drabelige sværddyster mellem iltre »vikinger«.
Læs også: Hold ferie i verdens mest langsomme byer
