Her kan man vandre på vulkaner, stå under tropiske vandfald, flyve i helikopter over forhistoriske dale, snorkle i et undersøisk krater og dase på gyldne, sorte og røde sandstrande.
Solens første stråler kæmper sig gennem skyerne og rammer det surrealistiske landskab under os.
De golde, mørke kraterformerede bakker får et gyldent skær og i baggrunden begynder en kvindelig park ranger at ledsage solens opstigen med en traditionel messen på hawaiiansk.
Læs også: Surf, sol og historie på Hawaii
»E ala e ka la i kahikinaaaaa…«
Hendes dybe røst glider op og ned som havde hun fået en isterning ned ad nakken, men her på toppen af Haleakala-vulkanen i 3.000 meters højde virker det sært dragende og poetisk.
Man forstår hvorfor solopgangen herfra har fået næsten mytisk status blandt besøgende – det er som at se solen ikke blot hilse en ny dag velkommen, men en ny verden.
For de fleste personer bringer ordet Hawaii billeder af bountystrande, solbrune surfere, hulapiger i miniskørter og dasen under palmerne med en mai tai i hånden op på nethinden. Men kommer man til Maui med forventningen om at falde pladask for et uspoleret tropisk paradis, så risikerer man at få knust sit hjerte.
Hawaii kan være dine drømmes match, men det er også en amerikansk stat med alt hvad det indebærer af pickup-trucks, indkøbscentre og fastfoodkæder samt ferieresorts, hvor gæsterne lever i deres egen lille boble, som de sjældent forlader.
Men gør man en lille indsats og begiver sig rundt på øen på egen hånd, så finder man et sted, hvor naturen det ene øjeblik kan minde om sydøstasiatisk regnskov og det næste skotsk højland, californisk kystlinje eller afrikansk savanne, mens den på samme tid er helt sin egen.
Maui er Hawaiis legeplads og der er masser af eventyr at fylde sin ferie med, så af og til skal man næsten minde sig selv om at få pulsen ned og tage en slapper på stranden.
En tur til Maui uden et besøg på Haleakala National Park er som en tur til Paris uden at have set Eiffeltårnet i horisonten.
Vrider man sig ved tanken om at stå op klokken 4 om morgenen og køre to timer i bælgravende mørke ad snørklede bjergveje for at stå skulder ved skulder med hundredvis af besøgende i bidende kulde (ofte kæmper termometeret sig højst op på nogle få plusgrader på toppen ved morgengry), så kan man stadig besøge vulkanen for at tage en vandretur ned i dalen på et mere rimeligt tidspunkt af dagen eller se solnedgangen.
Haleakala er en udslukt vulkan, hvor erosion, vind og vejr gennem hundredtusinder af år har formet en bizart udseende dal på toppen af bjerget, der engang var fyldt af en sø af lava.
Nationalparken dækker et område på over 130 km2 (lidt større end Samsø) med vandreruter fra en halv kilometer til lange dagture ned i dalen, men har man kun tid til én tur, så bør man gå ad ruten »sliding sands trail«.
Som vi vandrer ad stien mod bunden af dalen, føles det som om, vi har forladt planeten og nu befinder os på en fjern, ubeboet galakse.
Landskabet er bart og forrevet med sorte, røde og gule klipper og en håndfuld mindre kratere skyder op fra bunden af dalen. Luften er tynd i disse højder og da vi stopper for at gøre et lille hvil slår den larmende stilhed os.
Vi hører ingen insekter, ingen fugle, ingen biler, ingen mennesker, ingen vindpust. Vi bliver enige om, at det må være et af de mest tavse steder i verden.
Vi passerer nogle særegne planter kaldet silverswords, der kun vokser her på Haleakala. De har tilpasset sig det barske miljø og tager deres navn fra de spidse blade, der har et sølvagtigt skær.
Tættere mod bunden tager vi en afstikker til et af de mindre kratere kaldet Ka Lu’u o ka O’o, og snart vandrer vi langs den smalle kraterkant, mens skyerne begynder at trække ind i dalen under os.
Her i det storladne landskab er menneskerne ikke andet end små, ubetydelige prikker og vi sætter os ned for at lade det hele indprente sig vores indre inden vi begynder genopstigningen tilbage til den »virkelige« verden.
Hvis man kun havde én køretur tilbage i sit liv, så ville Hana Highway fortjene en plads nær eller helt i toppen af den liste.
Denne nordlige kyststrækning på Maui er kendt som en af verdens smukkeste, så en tidlig morgen sætter vi os for at udforske ruten og stopper ved en frugtbod for at tanke op med mango, kokos og bananer til en lang dag på vejen.
I princippet kan man køre de 109 kilometer fra Kahului til Hana på Mauis østkyst på to timer, men vi finder hurtigt ud af, at når man kører på Hana Highway er det rejsen, der er selve destinationen.
Det handler om at tage sig god tid til at stoppe så meget som man lyster, for disse afstikkere gør turen til noget særligt.
Synes man, at Mauis resortland virker poleret og kalkuleret har man fundet modpolen – det er vild, utæmmet natur malet med den store farvepalet.
Efter sigende er der over 600 sving på vejen til Hana og rattet står stort set aldrig lige mere end fem sekunder.
Vi følger sukkerroemarker på den ene side og Stillehavet plettet med surfere på den anden og passerer regnbue-eucalyptustræer med farverige stammer inden regnskoven begynder at åbne sig op foran os med dybe, dramatiske kløfter, frodige, grønne dale og tårnhøje, frådende vandfald.
Faktisk er der så mange af dem, at man efter noget tid bliver lidt af en vandfalds-snob og kun holder ind til siden for de absolut mest storslåede.
Vi har hørt om et mindre tilgængeligt et af slagsen og holder ind til siden ved en bambusskov. En smal åbning danner en sti gennem buskadset og snart krydser vi et lille vandløb.
Her render vi ind i en gruppe midaldrende amerikanske turister, der også leder efter vandfaldet, men er faret vild. Vi leder dem på, hvad vi mener er rette vej, men efter et kvarters vandren i tæt bambuskrat giver de fortabt og vender om.
Snart efter hører vi plaskende vand og oplivede følger vi efter lyden – to minutter senere finder vi vandfaldet. Det første af Na’ili’ili Haeles tre vandfald er næsten for idyllisk – en lille lysning i bambusskoven, hvor en solstråle glider ned på et klippefremspring så man kan sidde i lyskeglen og beundre vandfaldet. Og vi har det helt for os selv.
Snart er vi tilbage på vejen igen, hvor regnskoven er begyndt at leve op til sit rygte med en byge, der sender en frisk duft af troperne gennem vores åbne ruder.
Som regel håber man ikke på regn på sin ferie, men her er det som om regnen skærper vores sanser og bringer naturen til live.
Vi tager en afstikker ned af Nahiku Road, der fire kilometer senere spytter os ud ved havet med flot udsigt til kystens stejle, grønne skråninger.
Vi går ned mod vandet og møder to unge, lokale håndværkertyper, der holder deres frokostpause her. De leder efter muslinger på stenene, som de spiser som en lille snack og tilbyder os en smagsprøve. Muslingen smager salt med en svagt kødfuld eftersmag.
»Men vær forsigtig, for i følge hawaiianske tro bliver havet vredt, når man tager en,« siger den ene gut og ganske rigtigt slår en stor bølge mod stenene sekundet efter han skærer en fri af stenene.
»Jeg ved godt, at det er dum overtro, men der er noget om snakken,« siger han.
Vores næste par stop viser naturens særpræg og Mauis vulkanske fortid. Først slentrer vi på en kulsort strand, hvor sandet er resterne af et lavaudbrud – mødet med vandet fik lavaen til at størkne og splintres i mindre stykker og det mørke sand er resultatet.
Hawaii har flere sorte sandstrande, men ingen helt som den næste strand vi gør holdt ved, da vi endelig når Hana.
Vi begiver os ud på en kort, men halvbesværlig (og ikke ufarlig i dårligt vejr) vandretur til en afsides strand, der hedder Kaihalulu, men oftest bliver kaldet Red Sand Beach.
Som vi runder et klippehjørne forstår vi hvorfor. For foden af en stejl skrænt åbner stranden sig op, beskyttet fra de frådende bølger af en række klipper, der agerer bølgebrydere.
Sandet er ikke ligefrem postkasserødt, men nærmere murstensrødt og sætter et klart aftryk på landskabet.
Efter at have nået Hana beslutter mange turister sig for at vende om og køre samme vej tilbage, men fortsætter man sydpå og derpå langs kyststrækningen mod vest bliver man belønnet med mere varieeret natur.
Vejen slynger sig gennem regnskov og forreven kyst, der er mindst lige så smuk som Californiens mere berømte kystlinje.
Et af de sidste vandfald man passerer er Oheo Gulch også kaldet Seven Sacred Pools. Her danner vandfaldene tre naturlige bassiner inden vandet løber ud i havet og det er et idyllisk sted at få sig en aftendukkert eller bare spankulere rundt.
Som solen går ned passerer vi gule enge, køer der græsser i skyggen af Haleakala-bjerget og ørkenagtige kløfter og himlen bliver malet en helt afsindig gylden farve og i horisonten kan vi se den lille ø Molokini som en mørk skygge.
Vi har følelsen af, at have oplevet mere på en enkelt dag end på mange ugelange ferier.
Næste side: Helikoptertur rundt om Maui
