Rejseliv.dk har bedt livsstilsekspert Henrik Byager, kendt fra blandt tv-serien »Den 6. sans« og »Kender du typen«, give sit bud på, hvilken typer mennesker, der holder hvilken form for ferie.

Fra storbyferien i Barcelona til rundrejsen i Vietnam. Fra den kreative klasse til de fraskilte.

Læs også: Smuk vandring i Vietnam


Måske vil du bare gerne ligge ved poolen på Mallorca med en drink og en god bog inden for rækkevidde. Måske vil du hellere snøre vandrestøvlerne og gå på opdagelse i de sommerklædte Alper. Eller måske skal den stå på storbyferie i Berlin.

Mulighederne er mange, når det gælder om at bruge den dyrebare ferie til lige det, man allerhelst vil. Sol, vand, aktiv ferie, højskole, sommerhus, ekspeditioner, luksus, safari, dykning. 

Rejseliv.dk har bedt Henrik Byager vurdere, hvad ens valg af feriemål og -form siger om én. 

 

Storbyferie i Barcelona

Barcelona er livsnydernes paradis. Kæledæggeby for den kreative klasse, der mener, alle byer burde være som Barcelona. Den perfekte byferie for folk, der søger æstetisk adspredelse, uden at det bliver alt for buldrende storbyagtigt. 

Din type: Denne type mennesker har sit eget yndlings-tapas sted, som man ikke fortæller nogen om, for man vil gerne have det for sig selv – for der er ved at komme for mange danskere, synes danskere, som kommer der tit (!). De fleste mener, at Gaudi-byggerierne stadig er ufattelige, mens der er delte meninger om den nye havnefront – men alle helst skal hade Ramblaen. Feinschmekkere taler om det rigtige Barcelona, fra før OL i 1992, hvor der var meget mere autentisk alle vegne. 

 

Kulturferie på Kreta

Kreta er charterferie, men er også et skatkammer for den historisk interesserede, fra gymnasielæreren til pensionisten, der gerne vil have en kulturel overbygning på ferien – og ikke blot vil »spilde tiden« ved pølen. 

Din type: Den historiske interesserede besøger templet i Knossos for at få åndelig føde og kan blive helt ør af historiens svimlende vingesus. Bagefter kan han – højlydt, i græsk tradition – diskutere forskellen på Ioniske og Doriske søjler, samt drage paralleller til grækernes ansvar for finanskrisen i vor tid. Gerne over en Ouzo. 

 

Campingferie ved Gardasøen

Mere klassisk end camping ved Gardasøen bliver det ikke, og publikummet er da også veteraner: Der er faste uger og placeringer på camping-pladsen, ved siden af de andre gengangere. Det kan både være danskere og tyskere eller østrigere, men de kender alle pladsens mange uskrevne regler, og det er vigtigt. 

I nogle familier går destinationen og ferieformen i arv – de unge tager selv derhen, når de får børn, og fortæller røverhistorier fra de gode gamle dage, da man ikke havde GPS og satellit-tv i campingvognene. 

Dine type: Campingfolket elsker blandingen af det uformelt sociale liv på pladsen, og den tryghed, der ligger i at sove i sin egen vogn eller telt, man kender ud og ind. 

Gardasøen er blevet et symbol på den danske masseturismes start, og derfor et rejsemål, der nærmest er pinligt blandt det mere selvbevidste publikum, der synes Toscana er skøøønt og noget HELT andet. 

Det blæser Garda-husarerne på og nyder det bare, bastvinen er stadig god og vi hygger os – og der er jo en grund til, at stedet blev så populært i sin tid: Der er meget, meget smukt, og alt klapper. Så klap bare i, snobberøve.

 

Bilferie i Sydfrankrig

Bilen gennem Tyskland med gps’en sat på det sydlige Frankrig.  Segmentet for denne type ferie er oftest børnefamilier med Bon Gout. Sydfrankrig har bred appel til skatteplagede danskere, der vil have en bid af det gode liv, som franskmændene forstår bedre end nogen, uden at det koster en formue – især hvis man kører i firmabilen. 

Din type: Denne type kan godt lide den mulighed for fleksibilitet og det improviserede, som en bilferie giver – hvad kan slå den uventede glæde ved at finde et skønt lille hotel, ingen kender og med et sødt værtspar og skøn mad til 20 euro kuverten?

 

Safari i Kenya

En safari er for mange Det store Eventyr, med løver og Land Rovere, den vilde drømmerejse, og en oplevelse for livet så langt fra det flade, rolige Dannevang. 

Din type: Safarituren er hyppigt brugt til festligholdelse af den store livsbegivenhed, især for danskerne udenfor storbyerne: Bryllupsrejser, runde fødselsdage eller som den ekstraordinære familierejse, der er blevet sparet sammen til i årevis.

 

Golfferie i Sydafrika

Golf er et farligt rusmiddel – er man først fanget ind, så overtager den lille kugle snigende hele tilværelsen. Først fritiden, så ferierne – og til sidst også arbejdslivet for de hårdest ramte.

Din type: Tiderne er forbi, hvor golfferier var forbeholdt direktører med tomme kalendere og stive knæ. Nu er alle med, fra skolelæreren til IT-nørden til den selvpensionerede iværksætter-millionær. 

Tager man til Sydafrika for at spille golf, er det oftest fordi man er af den opfattelse, at boerne dæleme ku’ anlægge golfbaner, og den triste forhistorie taler vi ikke om. Om aftenen evalueres dagens slag under barbecue’en, hvor saftigt antilopekød indtages med buldrende rødvin. 

 

Aktiv ferie på La Santa Sport

La Santa er synonymt med sportsferie for danskere i alle aldre, køn og erhverv, i en tid, hvor fysisk udfoldelse har høj status. 

La Santa er stedet, hvor verdenseliten, de håbefulde og de bravt kæmpende mødes side om side – og kan dyrke hvad som helst. Intet andet sted har samlet så mange muligheder for kropslig udfoldelse, og publikummet er utroligt loyale og glade – og taler ligefrem om en La Santa Lifestyle, som er en sorgløs tidslomme, hvor kun den næste fitness-time tæller. 

Din type: La Santa-gæsten er ikke på ferie – denne type rejsende er til træning, og det giver en selvgod fornemmelse, at man investerer i sin egen sundhed, som ingen anden ferie kan matche. Der er ingen museer, ingen shopping malls og ingen forlystelsesparker eller andre forstyrrende elementer tæt på La Santa – og det er netop skønheden. Til gengæld gør de mange udfoldelser sig godt på ens facebook profil.

 

Familieferie på højskole

Højskole-familieferie er hot blandt de yngre ressourcestærke. 

Væk er støvet fra usungne salmebøger, der stod hostetykt om højskolerne en generations tid. Det er erstattet af en ny vibrerende, social energi: Hvis du vil investere i din familie, give noget af dig selv – og få mere igen, noget ny substans til dit liv, så er højskoleferien sagen.

Din type: Ferieformen er også populært blandt fraskilte, der her kan bygge nye netværk. Det er frisættende, og en unik mulighed for at åbne sig for nye mennesker – der ikke er alt for anderledes – og dermed få et nyt snit på livets buket. 

 

All inclusive i Tyrkiet

Der er en tryghedssøgende turist i os alle, i nogle dog mere end andre. De, der vælger Tyrkiet som rejsemål, er  specielt glad for ferie på autopilot, en rejse med hovedet under armen som på de gamle charterferier til solkysten, hvor der var tænkt på det hele fra det øjeblik, man steg på flyet. 

Hvis man køber en færdigpakket tur til et tyrkisk ferieresort, er det ikke sikkert, man oplever hverken kultur, natur eller gastronomi, men – siger man til sig selv – det findes jo lige udenfor porten, hvis man vil have det.  

Din type: Rejsende til Tyrkiet glæder sig især over to ting: Man har fået en billig rejse (til fuld valuta, for alt er jo skønt dernede), og så er Tyrkiet så billigt, at man kan føle sig en smule velhavende, når man shopper uundværlige souvenirs og velvoksne drinks til utroligt beskedne priser. 

 

Rundrejse i Vietnam

Vietnam er et energifelt for den krævende rejsende, der gerne vil udfordres. 

Din type: Det er typisk rejsen for veluddannede storbyboere og ressourcestærke pensionister – der virkelig vil have tankegods med hjem. 

De glæder sig på terapeutisk vis til at besigtige apokalypsen, helvede på jord – og er villig til at bruge et par dage eller to i middelsvær depressiv tilstand. For en rundrejse i landet vil ofte omhandle den traumatiske Vietnam-krig, hvilket efterlader ethvert sansende menneske i en blandet stemning af væmmelse og dyb ærefrygt. Al den død og ulykke suppleres af et gispende smukt land, fantastiske mennesker og forrygende mad. Så det er noget af en mental rutschebane-tur, man kommer ud på – og det er netop det, rundrejsende i Vietnam leder efter.

Læs også: Sport og sol på La Santa