De fleste førstegangsturister i Amsterdam ser Van Gogh museet og Anne Franks hus, men hvad skal du se på den næste tur til byen med mere end 40 museer?

Flot filmmuseum

Hvad: The Eye
Hvor: I Amsterdam Nord ved siden af det gamle Shell-tårn

I april måned åbnede det nye filmmuseum i Amsterdam, og det er ikke så lidt af en arkitektonisk perle. At gå rundt på museet er som at gå rundt i en kulisse fra en tysk stumfilm i 1920erne, for væggene er ligeså skæve som i ekspressionismens tid. I det hele taget er det en spøjs oplevelse at gå inde i mørket på museet og kigge ud på silhuetterne af de besøgende i caféen og de store gangarealer i bygningen. Til og med 3. juni vises udstillingen »Found footage«, der sætter fokus på noget så nicheagtigt som genbrug af billeder fra andre medier i film. Det er et modigt udlæg af det nye filmmuseum, der ikke lefler for publikum. Kravet er mere end 200.000 besøgende det første år og de skal tage over floden Ij fra banegårdspladsen med en gratis færge til Amsterdam Nord, der i det hele taget som område forventes at blive in i løbet af de næste år. Filmmuseet »The Eye« har op mod 40.000 film i arkiverne, og de er ved at blive digitaliseret, så man kan se dem i små fremvisningsbokse i kælderen, og det bliver med garanti et hit for filmnørderne i familien. Til de besøgende som blot er almindeligt filminteresserede er der fire biografsale, hvor forskellige dele af filmsamlingen hele tiden vises og stedets café er stor og lys og byder også på en stor terrasse ud mod vandet.
eyefilm.nl

 

Mere plads til moderne kunst

Hvad: Stedelijk Museum
Hvor: I museumsdelen af Amsterdam

Ligesom der i sin tid blev bygget en ny bygning udenpå den gamle på Statens Museum for Kunst i København, er der også blevet det på Stedelijk Museum i Amsterdam, der er byens moderne kunstmuseum, som nu snart kan vises frem i endnu mere moderne klæder. Idéen er lidt den samme, men kurverne er rundere på Stedelijk Museum, der står overfor en komplet relancering 23. september, hvor det åbner igen. Med store nyrenoverede kunsthaller i både stueetagen og i kælderen, hvor Hollands største udstillingssal uden kolonner befinder sig, bliver der nu nærmest uanede muligheder for at vise både store installationskunstværker og brede maleriudstillinger. Den nye tilbygning har allerede fået tilnavnet »badekarret« af medierne og folk, der har gået forbi ombygningen i månedsvis. På museet har man efter lidt nøleri taget kælenavnet til sig. Første midlertidige udstilling efter åbningen kommer meget naturligt til at bestå af noget af al den kunst fra arkiverne, der tidligere ikke har været plads til at udstille. Den anden store udstilling handler om 35 år med Mike Kelley, og den kører fra december. Udover de midlertidige udstillinger vil der være faste elementer som for eksempel et helt rum med skandinavisk design, hvor Arne Jacobsen og Poul Kjærholm bliver repræsenteret.
stedelijl.nl

 

Gigantisk gammelt skib

Hvad: Maritime Museum
Hvor: Kattenburgerplein 1 i Amsterdam

I oktober, november og december sidste år besøgte mere end 150.000 gæster det nyrenoverede Maritime Museum i Amsterdam. I fire borglignende længer, hvor gården er overdækket af et glastag, ligger tre forskellige dele af et levende skibsfartsmuseum. Et gigantisk bibliotek vil man nok springe over som lægmand med børnene på slæbetov, men så er det da heldigt, at afdelingen for familieunderholdning er ret stor. Specialudstillingerne har navne som »The Tale of the Whale« (»Historien om hvalen«) og »Voyage at Sea« (»Rejse til havs«). Næsten lige så levende og indbydende er selve gårdspladsen mellem museets forskellige længer. Fast på en fredet bygning er sat et glastag, der med kort varsel skal kunne tages ned igen, stykke for stykke, uden at bygningen går til. Fortøjet ude bagved museet ligger en kopi af et af de gamle træskibe, der i 1700-tallet sejlede krydderier og andre varer fra de hollandske kolonier til Europa heriblandt Skandinavien. East Indiaman hedder skibet, som det vil være en stor oplevelse at gå på opdagelse i for børn i næsten alle aldre. Også dem, der udenpå ikke ligner børn længere, men som stadig er ligeså nysgerrige som dengang, de var det.
hetscheepvaartmuseum.nl

 

Eksperimentariet på hollandsk

Hvad: Nemo
Hvor: Lige ved siden af Hovedbanegården i Amsterdam

Ligesom vi i Danmark har Eksperimentariet, så har de NEMO i Amsterdam. Det kaldes et »Science Center«, men indholdet er nogenlunde det samme og derfor er NEMO stedet at tage hen i Amsterdam, når børnene skal røre sig lidt ovenpå de mere stillestående kunstmuseer. I øjeblikket er der en udstilling om elektriske biler, men som turist kan det være svært at ramme noget aktuelt, og så er det jo godt, at den »permanente udstilling« er værd at gå efter. Akkurat som i Eksperimentariet i København er der mulighed for at lave gigantiske ringe af sæbebobler, at lege i et vandland men også at komme ind i laboratoriet, hvis der bor en lille kemiker i nogle af dine børn. Designet af Nemo, der blev åbnet af Dronning Beatrix i 1997, er ikke det mindst imponerende. Som et skibsskrog, der stiger op ad vandet, troner det imponerende i floden Ijs meget tæt på banegården, og det betyder også, at det er let at komme til og fra NEMO, om så det er på land eller til vands. Har man abstinenser efter oplevelser a la NEMO, kan man få sin pilfinger- og informationslyst styret i lufthavnen, hvor der ligger en lillebitte aflægger af det hollandske svar på Eksperimentariet.
e-nemo.nl

 

Rijksmuseum også snart klar

Hvad: Rijksmuseum
Hvor: Midt i museumskvarteret

I Holland har man næsten glemt, hvor stort det var. Rijksmuseum. Det største museum med klassisk hollandsk guldalderkunst som slagnummeret har været under ombygning i årevis og først for nylig er det blevet slået fast, at Rijksmuseum omsider genåbner i 2013. Datoen er ikke nærmere fastsat, men det vil betyde, at man igen kan se mere end de få greatest hits fra samlingen – der har været vist frem på det seneste – heriblandt Rembrandts »Nattevagten«. Ingen i Amsterdam tør sætte præcis dato på genåbningen af hele Rijksmuseum, men alle taler om, hvornår mon Hollands svar på Louvre i Paris igen står stolt, rank og dybt? A pro pos museumsperlen i Paris har den franske indretningsarkitekt, Jean-Michel Wilmotte, der også har arbejdet på Louvre, været på spil i Amsterdam. Arkitektfirmaet Cruz y Ortiz, der er ansvarlig for hele renoveringen står også bag en selvstændig asiatisk pavillon, hvor man kan få et overblik over de vigtigste kunststrømninger og stilarter fra forskellige dele af Asien. Alt i alt lover museet en genåbning med en nytænkning af et substantielt udvalg af kunst fra Middelalderen til i dag valgt ud blandt museets 8.000 kunstværker.
rijksmuseum.nl

Læs også: Her er verdens 10 mest besøgte museer