Mellem de mange gigantiske millionbyer gemmer USA på en sand skattekiste af små skjulte flækker. Her er fem unikke repræsentanter for small-town America.

Guldfeber og bjergstrippere

Hvor: Central City, Colorado
Hvor mange: 667 indbyggere

Størstedelen af de 515 mennesker, der har valgt at bosætte sig i denne stædige flække på dørtrinet til Rocky Mountains, har guld på hjernen.

Siden et større fund i 2008 har stedet for alvor sydet med vaskeægte guldfeber.

Mens selve Central City består af simple lejligheder, små snuskede kasinoer, lyssky stripbarer og hærdede værtshuse, er de omkringliggende bjergskråninger en betagende kulisse.

Kun ved nærmere eftersyn bemærker man, hvordan landskabet er gennemhullet som en schweizerost efter jagten på den næste rekordstore guldklump.

Mange af minerne er nidkært bevogtet af skydegale landejere, men flere steder kan man komme helt tæt på både aktive og nedlagte guldminer. 

Især om sommeren er en gåtur ned af den lille atmosfæriske Main Street en nostalgisk rejse tilbage til et hedengangent USA.

Tag en stærk drink på »Gold Coin Saloon« eller prøv »kærlighedskaffen« hos »Harley Hippie” lige overfor.

Central City er især værd at besøge, fordi man kan møde en kombination af hårdhudede, grovtalende og hjertevarme amerikanere, og da der er færre turister her end i den nærliggende guld- og casinoby Black Hawk, er det ikke svært at falde i snak med de lokale, som gerne giver en omgang lokalbryg og en vaskeægte røverhistorie.

Info: centralcitycolorado.com


Bomuldsbaroner og slavekaffe

Hvor: Eufaula, Alabama
Hvor mange: Ca. 12.800 indbyggere

Omgivet af endeløse bomuldsmarker og placeret i Walter F. George vandreservoir i hjertet af sydstats-Amerika ligger Eufaula; en vaskeægte tidsmaskine, der sender en tilbage til en æra af hvid velstand og sort slaveblod.

Byen er efter skribentens mening noget nær den smukkeste og mest charmerende plet på landkortet i hele syden. Og stedets små pladser, torve og caféer ved vandkanten har en ganske særlig »Borte med Blæsten«-fornemmelse over sig.

Kør en tur ad de lange boulevarder (især North Eufaula Avenue og Cherry Street), som er flankeret af ældgamle træer med flagrende spansk mos, og nyd synet af de forgangne velhavende plantageejeres hvide kæmpevillaer.

Over 300 bygninger er bevaringsværdige i en by med blot 13.000 indbyggere. Og Eufaula har indtil videre holdt de fleste store landsdækkende kæder som Starbucks for døren, så man i stedet kan nyde sydens bedste og stærkeste kaffe hos den lokale baristahelt Bobby i »Blue Moon Coffee Shop« eller prøve kræfter med den lokale burgerklassiker Juicy Lucy hos »River City Grill«.  

På hjørnet af Eufaula Avenue og Cherry Street ligger USA’s mest urovækkende spøgelseshus. Tilmed af den sjældne slags, der ikke er lavet om til en turistattraktion – Eufaulas »haunted house« er efter sigende den ægte vare.

Info: eufaulaalabama.com


Søkøer og sommersejlads

Hvor: Crystal River, Florida
Hvor mange: Ca. 3.000 indbyggere

Florida har meget andet end Walt Disney World, appelsiner og golfspillende pensionister at byde på. Og en af de bedst skjulte hemmeligheder er den lille flodby Crystal River på solstatens vestkyst.

Byen er opstået omkring den smukke Kings Bay – en forgrenet bugt, der får sit krystalklare vand (deraf navnet »Crystal River«) fra en række aktive kilder, som året rundt pumper køligt frisk vand op fra undergrunden. 

Byens infrastruktur består primært af vandveje i stedet for asfalt og beton. Både naturlige og menneskeskabte kanaler, indløb og smalle vandpassager skaber en flydende labyrint, som alle byens beboere hjemmevant bevæger sig rundt i i små både og joller. 

Crystal River er modsat de nærliggende byer ikke hærget af turister - her kan man dovent slentre henover et dusin hvide træbroer med en stor isvaffel i hånden og på nærmeste hold studere de mange legende søkøer, der holder til i byens vande.

I sommermånederne bader de lokale indbyggere direkte i kilderne fra deres både eller sågar springer i vandet ud af vinduerne fra deres små huse. Crystal River er en forfriskende og overset oase, der kan få pulsen ned hos enhver fortravlet dansker.

Info: crystalriverflorida.com


Seafood, strand og slentreture

Hvor: York Harbour, Maine
Hvor mange: 3.033 indbyggere

Denne by klassificeres ikke som en »by« af den amerikanske stat Maine, men med sine knap 3.000 indbyggere har den alligevel fundet sin vej til denne liste. Det skyldes bl.a. at den bugner med uovertruffen sea food, smukke kirker og et havblik, der sparker røv. 

Beliggende i USA’s nordøstligste hjørne på dørtrinet til Atlanterhavet emmer York Harbour (og resten af York-regionen) af kolonitidens romantik og historie.

Udover en unik madoplevelse (prøv bl.a. hvidløgsrejerne hos »Harbor Porches Oceanfront Restaurant«) forkæler stedet de besøgende (og de lokale) med en lille hyggelig strand med roligt vand og en glødende solopgang.

Og som en ekstra bonus til kæresteparret eller naturelskeren er området gennemskåret af en lang række småstier, der kan bringe en på eventyr i klippelandskabet. Stien »Cliff Walk« fører et godt stykke nordpå mod et af de mest fotograferede fyrtårne i verden: »Nubble Lighthouse«, som standhaftigt har resideret på en grøn ø-bakketop og givet advarsel og håb til fiskere og sømænd i over 130 år. York Harbour tilbyder et stykke uspoleret New England med en venlig provinsmentalitet og en kærlighed til blæsten, fuglene og horisonten.  

Info: visitmaine.net
 

Hvor kragerne og wifi’en ender

Hvor: Sinclair, Wyoming
Hvor mange: 431 indbyggere

Hvis man vil opleve, hvordan »in the middle of nowhere« ser ud, skal man besøge den lille flække Sinclair i det midtvestlige ødeland. Byen, der har navn efter det firma, der ejer det lokale raffinaderi, huser blot 123 familier.

Sinclair-raffinaderiet midt i byen beskæftiger 95% af indbyggerne, og den lokale skole, brandstation og hospitalet bliver i stort omfang drevet af frivillige i timerne udenfor det normale arbejde.

Her vil du opleve amerikanere, der har tykt sort olie pumpende i blodårerne og som har tilbragt flere generationer i en bosættelse med flere hundrede kilometer til nærmeste større by (på nær nabobebyggelsen Rawlins). 

Overgangen fra det fuldstændig tomme ingenting med kun jord og sand i mange mange kilometer til Sinclairs kunstigt vandede lysegrønne græsplæner, gyngestativer og solstole kommer som et chok for dem, der vover sig ud på en køretur hertil. Sinclairs små sammentømrede familier har for de flestes vedkommende aldrig set havet, og man vil med garanti få et ganske nyt indtryk af amerikanerne efter et besøg her.

Specielt hvis man er faldet i snak med de lokale over en tyk, fedtet burrito hos Su Casa Café på Lincoln Avenue. 

Små syv kilometer øst for byen ligger spøgelsesbyen Benton, som har stået uberørt hen, siden den blev forladt en nat i 1868. Sinclair er en by for de hårde hunde og et must, hvis man for alvor vil under overfladen i Guds Eget Land.

Info: sinclairwyoming.com

Læs også: På indianer-visit i New Mexico