Tre generationer af landkrabber på en husbåd i Frankrig er en udfordring. Men også smukke landskaber, nærvær og en enestående oplevelse.
Vi troede, vi havde rutinen, men nu blæser det heftigt.
Der er plads til 11 både i den lille nordfranske havn Souffelweyersheim, og det virker som en umulighed – især i det her vejr – at få klemt husbåden ind mellem de andre.
Den eneste af os med sejlererfaring har udnævnt sig selv til kaptajn, men det afskrækker ikke os andre fra at have en mening om, hvordan vi skal styre sikkert på plads.
Læs også: Båd-safari på Nilen
»Lidt mod højre. Højre, Per«. »Nej, nej, klart venstre«.
»Kom nuuuuu«, råber den yngste i selskabet, Emma på 11.
Hendes mormor står ved rælingen, klar til at smide rebet om fortøjringspælen og få båden på plads. Men den bliver ved med at skubbe sig rundt under os. Og så pludselig er der mand over bord. Det er mormor, hun er trillet ned på gangbroen i sin iver for at få tøjret båden. Heldigvis rejser hun sig straks igen.
At få roen tilbage kræver et par kolde øl på dækket af den husbåd, som er vores hjem denne uge.
En husbåd, som skal fragte seks mennesker i tre generationer ad 130 kilometers kanaler, igennem mørke tunneller og 42 sluser, ned langs en bjergside i en bådelevator og gennem det nordfranske landskab med grønne enge, middelalderbyer, mægtige bjerge og et utal af fuglearter. Uden internet og smartphones, tv og computer, men med masser af nescafe og nærvær.
Alt er småt
Det var en fælles idé, at vi skulle til søs. Det skulle være en ferie, hvor vi lavede noget andet, end hvad vi var vant til, sagde mormoren og vi er spændte, da vi endelig står i Hesse og bliver instrueret i alt fra motorpleje til rens af mikroovne.
Et sidste Adieu og så er vi på vej på husbådens 56 kvadratmeter. Det bliver tæt. Alt er miniature; hårtørreren, gasblusset, toiletterne.
Efter en time på kanalen når vi byen Niderviller, som har en lille havn. Der er ingen vind, og med noget, der minder om en parallelparkering, får vi tøjret båden.
Alle skal finde deres plads – det kræver tid ikke at gå styrbord, når der bliver råbt bagbord, og samtidig fumler vi med metervis af tov. Heldigvis har der ikke været nogen sluser på denne første dag.
Det er der til gengæld dagen efter. Og de ser specielle ud med porte og jernstænger. Ingen af os har prøvet det før, men heldigvis ender vi i kølvandet på en britisk helårssejler. Vi vinker til ham med strakte arme.
»Undskyld, hvordan gør man«, råber vi – til vores selvudnævnte kaptajns store fortrydelse.
»Én hopper op på landjorden og sætter slusen i gang med et let hiv i jernstangen og tager derefter imod rebet, som en anden smider op«, dirigerer den britiske kaptajn og viser, hvordan rebet bare lige skal runde en fortøjningspæl, så båden kan holdes i ro, når vandpresset kommer.
»What?«
Synet af fem par skræmte øjne får ham til at råbe »see-ya-later« til konen og hoppe om bord hos os. Taget i hånden passerer vi således den første sluse med ro på, for det fungerer præcist som forklaret. Sikke en lettelse. Og en sejr.
Ekko
Men prøvelserne er ikke ovre. Efter halvanden times sejlads dukker tunnellerne op. Mørk og lang ligger den første foran os – 475 meter lang og altså bare en forsmag på dén lige efter, der med sine 2300 meter får os til at gyse. Her er så køligt, fugtigt og sort, og det føles bedst at sejle i gangtempo. Hvert ord bliver kastet mellem væggene og vandoverfladen i et uendeligt ekko.
Heldigvis er trafikken ensrettet, og dagens sidste udfordring med bådelevatoren i Saint-Louis skal ikke foregå i mørke. 45 meter skal vores husbåd fires ned ad bjerget – med os om bord.
Og så hænger vi dér, halvvejs nede af en bjergvæg i noget, der føles som et gigantisk badekar. Omkring os knejser bjergkæden Vogeserne frodig og mægtig. Vi befinder os midt i et landskabsmaleri, mens vi langsomt bliver firet nedad i fire uvirkelige minutter.
Trætte muskler
Det tager ikke mange timer at vænne sig til den evige vuggen på kanalerne og til altid at være i nærheden af friske baguettes og brie, som enhver lille landsby er leveringsdygtig i sammen med restauranter, hvor vi spiser alt fra snegle til kalvehoveder.
At deles om bådens 56 kvadratmeter går forbavsende fint, og da vi når et af turens smukkeste højdepunkter – byen Saverne – har vi fået styr på det med sluserne: Kombinationen af en person foran og en agterud og så strikse instruksråb fra vores selvudnævnte kaptajn gør, at store som små efterhånden har lært at samarbejde om rutinen med reb og slusemekanik. Det er hårdt. Vi får brugt alle de muskler, som til hverdag sygner hen foran en computer, og det føles fantastisk.
Vi tilbringer en hel dag i Saverne – blandt andet på at få fyldt depoterne op med franske delikatesseoste og grønthandlernes frugt, der frister som slik: blanke, blommestore brombær og saftige jordbær. Og så giver caféerne bådlivets nescafé en tiltrængt pause.
Kanalkaos
Da vi når Strasbourg, er det dog farvel til lilleputidyllen. Storbyen rager op omkring os med hektisk trafik og kanal-kaos, men det giver ikke længere uro i maven – vi trækker på den rutine, de sidste dage trods alt har givet.
Vi er efterhånden ved at være mætte af sejladsen, men ikke af den trange plads. Eller hinanden.
Læs også: Se Portugal fra egen husbåd
