Venstre står i en rigtig møgsituation, da det har vist sig, at partiets politiske bagland er imod alle tre bud på en CO2-afgift, som blev fremlagt sidste uge. 

Det mener B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.

Senest har TV 2 bragt en undersøgelse af baglandets meget afvisende holdning til afgiften. TV 2 har fået fat i 44 personer i Venstres bagland, som enten er kredsformænd eller borgmestre. 

32 af dem afviser alle tre bud på en CO2-afgift, som blev præsenteret af Svarer-udvalget.

»Venstre står i en 'damned if you do, damned if you don't' situation. Det står jo i regeringsgrundlaget, at der skal gennemføres en CO2-afgift, men det må ikke koste arbejdspladser i landbruget eller forringe landbrugets konkurrenceevne,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Det er som at løse cirklens kvadratur.«

Centrale tidligere Venstre-profiler har også givet meget kritiske interviews om CO2-afgiften. Herunder tidligere formand for Landbrug & Fødevarer Peter Gæmelke og tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl.

Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.
Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Hvis Venstre går med til at indføre en CO2-afgift, som kommer til at skade landbrugets konkurrenceevne, så lægger partiet et løftebrud til en i forvejen lang række af løftebrud.

»Så kan du tale om løftebrud nummer jeg ved ikke hvad – og det står jo klart, at Venstre har forpligtiget sig til, at der skal komme en CO2-afgift,« siger han. 

En af de største fortællinger, som Venstre lever i, er den om, at partiet er et landbrugsparti, der står last og brast med danske landmænd.

Men i praksis er det kun tre procent af Venstres vælgere, der rent faktisk er landmænd.

»Venstre står ved en skillevej med den her afgift. Man kan vælge bonde-vejen og repræsentere folk, som netop Christian Mejdahl. Eller man kan sige, at nu er man noget andet og for nogle andre eller flere,« siger Henrik Qvortrup. 

Han forudser, at CO2-afgiften, men også andre politiske diskussioner, vil føre Venstre længere væk fra regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Moderaterne.

»Venstre har allerede meldt ud, at de nu er et parti i egen ret og går til valg sådan. Som tiden går, så vil det stå mere og mere klart,« siger Qvortrup.

Til DR udtalte Christian Mejdahl, at Venstre aldrig burde være gået med i SVM-regeringen. Men er Venstre på vej ud?

»Det kommer an på, hvor meget Troels Lund Poulsen lykkes med at holde sammen på partiet. Det er en vanskelig opgave, men Troels Lund Poulsen er længder bedre til det, end Ellemann var. Han kender virkelig Venstre,« siger Henrik Qvortrup, som ikke tør spå om regeringen falder sammen før 2026, hvor der senest skal afholdes valg. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Joachim B. Olsen og Anne Katrine Restrup.