Efter ganske få spørgsmål om, hvorvidt landbruget skal pålægges højere afgifter, bliver irritationen i Peter Gæmelkes stemme meget tydelig. 

»Helt ærligt, hvad er det, de forestiller dig? At folk ikke har brug for fødevarer? Der er nogen, der kommer til at sulte, hvis landbruget skal producere færre fødevarer. Sådan er det bare,« siger han. 

Onsdag formiddag landede den længe ventede rapport fra en regeringsnedsat ekspertgruppe med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen. Den indeholder modeller med afgiftssatser for en CO2-afgift på landbruget.

En rapport, der bestemt ikke har været ventet med glæde i store dele af Venstre. 

Peter Gæmelke er en del af Venstres bagland af storbønder og landmænd og driver landbrug i Vejen. Han har siddet i både hovedbestyrelse og forretningsudvalg for partiet, og så har han ikke mindst en fortid som formand gennem 14 år for Landbrugsrådet, i dag kendt som Landbrug & Fødevarer. 

Til at starte med er Gæmelke mere diplomatisk, da B.T. spørger ham, hvad han umiddelbart mener om de tre modeller for afgifter på landbrugets CO2-udledning, der præsenteres i rapporten. 

»Jeg vil sige det sådan, at det er deres rapport, og nu skal der så være en forhandling. Så må vi afvente. Min kommentar til det her er, at vi skal finde en udviklingsmodel for landbruget - ikke en afviklingsmodel,« siger han. 

Skal jeg forstå dig sådan, at du mener, alle tre af Svarer-rapportens forslag til modeller er afviklingsmodeller? 

»Der er afvikling i alle de modeller. Der er ingen, der taler om, hvem der skal producere mad til folk i det her land. Ingen. Du kan bare se, hvad der skete i marts 2020 med corona. Folk var helt bange for ikke at kunne få fødevarer nok. Vi har brug for produktionen, men det snakker de jo ikke om,« siger han. 

Men hvordan er det, at Svarer-udvalgets forslag betyder, at der ikke vil blive produceret mad nok? 

»Du kan da bare se, hvad det er, folk køber. Der er da ingen, der tvinger dig til at købe landbrugets varer, men det gør folk. Der bliver jo ikke produceret noget, folk ikke vil have. Du kan bare se, hvor meget kylling, der bliver produceret i dag i forhold til for bare få år tilbage. Folk vil have det.« 

Men ved du, at folk vil holde op med at købe produkter fra landbruget på grund af højere afgifter på CO2? 

»Jamen, så køber folk jo bare det udenlandske kød i køledisken i stedet for. Du kan da bare se, hvad der sker, når øl og sodavand er dyrt herhjemme, så kører folk til grænsen og handler i stedet for.«

Økonomiprofessor Michael Svarer fremlagde onsdag en rapport med anbefalinger til en CO2-afgift på landbruget. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Økonomiprofessor Michael Svarer fremlagde onsdag en rapport med anbefalinger til en CO2-afgift på landbruget. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mange eksperter peger på, at man udmærket kan have en produktion af fødevarer i landbruget, der er mindre klimabelastende, end den er i dag. Er du enig i, det er muligt, at I kan producere med mindre klimaaftryk? 

»Jeg er enig i, at vi i dag har den produktion, som forbrugerne gerne vil have. Det kan du jo se, når du kigger ud i supermarkederne. Folk køber landbrugets produkter. Jeg vil gerne omvendt stille spørgsmålet, hvordan folk skal få de fødevarer, de har brug for, hvis man ender med at indføre de her afgifter?« 

Så du er grundlæggende imod, at landbruget skal betale en større del af regningen for dets CO2-udledning? 

»Prøv at høre her, jeg sætter pris på udvikling, ikke på afvikling. Hvis fødevareproduktionen falder, og du køber udenlandsk mad, fordi den danske er for dyr, har vi jo ikke nogen klimaeffekt alligevel. Vi skal have mad på bordet, og det skal produceres ordentligt. Det er det, jeg mener.« 

Skal man forstå dig sådan, at du ikke mener, at der skal pålægges nogen former for afgift på landbruget? 

»Ja. Jeg vil have en intelligent model for udvikling af landbruget, ikke afvikling med afgifter,« siger Peter Gæmelke. 

Han har været medlem af Venstre »hele sit vokse liv«, og selv hvis de politiske forhandlinger, der nu går i gang og ventes afsluttet inden sommerferien, ender med en større afgift, vil det på ingen måde få ham til at overveje, om han fortsat kan stemme på eller være medlem af partiet, forsikrer han. 

»Selvfølgelig ikke. Jeg vil bare blive ved med at sige min ærlige mening om det her,« siger han. 

Venstres Stephanie Lose har onsdag ikke villet svare på, om Venstre foretrækker en af de tre modeller, som Svarer-udvalget i dag er kommet med. 

Rapporten skal nu danne grundlag politiske drøftelser om en grøn omstilling af landbruget. De fortsætter nu i en såkaldt »grøn trepart«, der består af regeringen, anført af økonomiminister Lose selv, og en række interesseorganisationer.

Den grønne trepart skal senest til juni komme med anbefalinger, og først derefter skal der indgås en politisk aftale i Folketinget.

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her eller hvor du ellers lytter til podcast: