Selvom vælgerne vrager en politiker, betyder det ikke, at kommende arbejdsgivere også gør. Folketingsmedlemmer, der har lidt nederlag, har let ved at få job uden for Christiansborg, viser en ny rundspørge.

Et nederlag på valgnatten er ikke det samme som arbejdsløshed. De fleste folketingsmedlemmer formår at skabe sig en ny karriere kort tid efter, at de har forladt Christiansborg, viser en rundspørge fra Altinget.dk

17 ud af de 21 folketingsmedlemmer, der røg ufrivilligt ud ved valget i 2007, var i job tre måneder senere, og otte af dem begyndte i job allerede dagen efter, viser opgørelsen. Kun en politiker brugte mere end et år på at komme i arbejde.

SFs Kamal Qureshi var en af de folketingsmedlemmer, som overlevede valget i 2007 men røg ud ved valget i 2011. Et halvt år efter valgnederlaget har han nu gang i hele tre projekter.

- Jeg har haft rigeligt at se til, siden jeg stoppede i Folketinget. Jeg havde en lang liste af ting og sager, jeg gerne ville lave - både bogprojekter og idéer til virksomheder. Og jeg har fået masser af henvendelser fra folk, som gerne ville lave de projekter sammen med mig, siger Kamal Qureshi, der nåede at sidde i Folketinget i ti år. På grund af sin anciennitet på tinge får han løn i to år, efter han har forladt Christiansborg, og den tid vil han bruge på sine projekter.

- Derefter vil jeg arbejde som læge igen. Jeg er jo oprindeligt uddannet læge, så for mig er arbejdsløshed ikke det store problem. Jeg frygter ikke, at der pludselig bliver overskud af læger i verden, siger Kamal Qureshi.

Kamal Qureshi og de vragede folketingsmedlemmer fra valget i 2007 står i kontrast til de historier, der for nylig har været fremme om, at det er svært for politikere at finde nyt job efter Folketinget. Her har blandt andre Kamal Qureshis gamle partifælle Pernille Frahm kritiseret arbejdsgiverne for at stemple politikere som langsomme og egenrådige.

Den fordom har tidligere videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) ikke mødt, siden hun ufrivilligt stoppede som politiker. Tværtimod får man et bedre CV af at have siddet i Folketinget, mener hun.

- Jeg tager mange positive ting med fra politik. Erfaringen med at formulere visioner, argumentere for dem, få forhandlet dem igennem og opnå politiske resultater er jo allesammen positive kompetencer, siger Charlotte Sahl-Madsen, der kort efter Konservatives katastrofevalg i september 2011 fik job som direktør for Kunsthallen Sønderborg. Det skortede da heller ikke på jobtilbud til den tidligere minister.

- Jeg var så priviligeret, at jeg fik jobtilbud fra både Danmark og udlandet. Nogle henvendte sig allerede under valget, hvis jeg mod forventning ikke blev valgt ind, fortæller Charlotte Sahl-Madsen, der har i forvejen har en erhvervskarriere bag sig. Hun har tidligere været blandt andet udviklingschef i LEGO og administrerende direktør i Danfoss Universe.

- Jeg tror, det er en meget stor fordel, at jeg har haft en erhvervskarriere, før jeg gik ind i politik, og så forringer det jo ikke ens profil, at man har ageret på øverste politiske niveau, siger hun.