Flere kendte navne kan blive tvunget til afsked med Folketinget efter torsdagens valg. Her er de mest fremtrædende af dem:

SF:

* Kamal Qureshi, 40 år. Københavns Storkreds.

Der bliver hård kamp om SF's formentlig fire mandater i København, efter formand Villy Søvndal har skiftet kreds til hovedstaden. Kamal Qureshi står foruden formanden blandt andet over for kendte partifæller som Ida Auken og Özlem Cekic.

* Steen Gade, 66 år. Kristen Touborg, 67 år. Begge Vestjyllands Storkreds.

De seneste prognoser spår tilbagegang for SF, og partiet må måske nøjes med et enkelt mandat i det vestjyske. Derfor kan det komme til tæt kamp mellem de to partifæller.



KONSERVATIVE:

* Rasmus Jarlov, 34 år. Københavns Storkreds.

Er presset af K-tilbagegang, der gør, at kun kulturminister Per Stig Møller (K) reelt set kan føle sig sikker på valg i København.

* Charlotte Dyremose, 33 år. Naser Khader, 48 år. Begge Københavns Omegns Storkreds.

Begge kandidater kan være på vippen, da prognoser viser, at partiet blot står til et enkelt mandat i kredsen. Et mandat som socialminister Benedikte Kiær synes sikker på at tage.

* Helge Adam Møller, 68 år. Tove Videbæk, 55 år. Begge Vestjyllands Storkreds.

Partiet står til at få bare et enkelt mandat i kredsen, og for nylig raskmeldte Helge Adam Møller står umiddelbart stærkest i partiduellen.

* Vivi Kier, 53 år. Fyns Storkreds.

Står nogenlunde stærkt efter at have overtaget Bendt Bendtsens plads i Odense Sydkreds. Men partiet spås at få bare et enkelt mandat på Fyn, og Vivi Kier kan trues af Mai Henriksen.

* Carina Christensen, 38 år. Mike Legarth, 51 år. Charlotte Sahl-Madsen, 47 år. Alle Sydjyllands Storkreds.

Den helt store K-gyser skal udspille sig i det sydjyske. Siddende folketingspolitiker Mike Legarth og tidligere minister Carina Christensen skal dyste mod videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen om enten to eller blot et enkelt mandat.

* Tom Behnke, 46 år. Østjyllands Storkreds.

Var sammen med tidligere minister Henriette Kjær eneste kendte K-navne i storkredsen. Henriette Kjær genopstiller ikke, men hendes afløser, Karina Boldsen, har udtalt, at hun tror, hun kan matche Kjærs personlige stemmetal på over 10.000.



VENSTRE:

* Helge Sander, 61 år. Vestjyllands Storkreds.

V-næstformand, Kristian Jensen, og beskæftigelsesminister Inger Støjberg må anses som sikre stemmeslugere i storkredsen. Den mangeårige folketingspolitiker og tidligere minister Helge Sander kan derimod ikke vide sig sikker på en fortsat titel som MF, da han skal op imod flere særdeles stærke lokalpolitikere.

/ritzau/