De Radikale kalder regeringens skatteaftale med Dansk Folkeparti for "en politisk svag aftale." Partiet mener, at reformen understreger blokpolitikken i Danmark

Regeringen kalder skattereformen med Dansk Folkeparti for historisk. Det er De Radikale langtfra enige i.

Partiets skatteforfører, Niels Helveg Petersen, er skuffet over resultatet.

- Det er en politisk svag aftale, hvor regeringen cementerer splittelsen og blokpolitikken i Danmark i en tid, hvor der mere end nogensinde før er brug for at samle kræfterne om at løse den meget alvorlige økonomiske krise, Danmark står midt i, siger han.

Niels Helveg Petersen beskylder samtidig skatteaftalen for at være "miljøpolitisk utilstrækkelig".

- De grønne afgifter vil fortsat blive udhulet i de kommende år, hvilket betyder, at det stadig kan betale sig at forurene. Aftalen er også utilstrækkelig, både når det gælder den nuværende krise og Danmarks økonomi fremover," siger Niels Helveg Petersen.

Og videre:

- Det er et trist forlig. Trist for miljøet, trist for økonomien og trist for det politiske samarbejde, siger Niels Helveg Petersen.

/ritzau/