Helle Thorning-Schmidt får ikke lang tid i Statsministeriet, spår Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, giver ikke en ny S-ledet regering lang tid at leve i.

- Nu sagde jeg lidt spøgefuldt på årsmødet, at vi ikke behøvede at pille valgplakaterne ned. Det skal vi selvfølgelig gøre, men jeg tror ikke, der går lang tid. Der er så mange modsatrettede synspunkter.



Det siger Pia Kjærsgaard med henvisning til, at Thorning skal spænde fra Enhedslisten til De Radikale, når hun skal have sin politik igennem.

Hun vil dog ikke sætte konkret udløbsdato på en rød regerings levetid.

- Jeg kan ikke sætte måneder eller år på. Men det ser svært ud, ikke?



Pia Kjærsgaards ord falder, efter at hun mandag formiddag mødtes med Helle Thorning-Schmidt som en del af forhandlingerne om en kommende regerings grundlag.

De talte blandt andet om dagpengesystemet, hvor Dansk Folkeparti har åbnet for forhandling om en eventuel midlertidig forlængelse af dagpengeperioden, efter at VKO-flertallet, som har afkortet dagpengeperioden fra fire til to år, ikke længere findes.

- Hvis de kan finde finansieringen og blive enige internt, så er vi til at tale med. Men det er meget vigtigt, at det ligger fast, hvad de vil, siger hun med henvisning til, at De Radikale ikke vil være med til at bløde op på dagpengereformen.



Efterlønsreformen står Pia Kjærsgaard ved - omend hun melder sig klar til forhandling, hvis De Radikale vil være med.

- Sådan er konditionerne på Christiansborg. Det er aftaleparterne, der må bede om en ny samtale, hvis noget skal ændres. Så det ligger hos De Radikale, siger hun.

Pia Kjærsgaard forventer, at der kan være muligheder for samarbejde med Thorning omkring social- og sundhedspolitik. Udlændingepolitik gør hun sig ikke store forhåbninger om.

- Det vil jo være lidt svært, hvis De Radikale sidder i regering.

/ritzau/