Novo Nordisk mener, der kan være flere fordele end ulemper ved, at konkurrenten Pfizer som den første har fået godkendt inhalerbar insulin i USA.

De amerikanske sundhedsmyndigheder godkendte fredag medicinalkoncernen Pfizer's inhalerbare insulin Exhubera, og Pfizer kom dermed først med insulin, der ikke skal pumpes ind i kroppen via en nål.

Novo Nordisk, der er verden største inden for insulin, har gennem flere år også forsket i insulin, der kan suges ned i lungerne, men koncerndirektør Mads Krogsgaard Thomsen, der har ansvar for forskning og udvikling, ser flere fordele end ulemper ved, at Pfizer kom først.

- Vi har bevidst valgt ikke at være først. Vi betragter inhalerbar insulin som en ekspansion af type 2 diabetes markedet. Selvfølgelig udgør det en trussel, det er bare ikke nogen stor trussel. Pfizer vil først og fremmest skabe en enorm opmærksomhed om diabetes og insulin, siger Mads Krogsgaard Thomsen.

/ritzau/