Egentlig havde hun slet ikke tid til byrådet. Men det forpligter at være et kendt navn, og vælgerne i Gentofte har nærmest tvunget Charlotte Sachs Bostrup ind.

Selv om hun slet ikke ville vælges, blev filminstruktøren Charlotte Sachs Bostrup alligevel valgt ind i byrådet i Gentofte for De Radikale.

Det lykkedes hende at overhale en række af de øvrige kandidater på listen og trække så mange stemmer, at De Radikale nu får to pladser i byrådssalen.

- Jeg havde slet ikke regnet med det her, det kommer meget bag på mig. Men jeg er selvfølgeligt spændt og glad, og så må jeg se, hvordan jeg kan få det til at gå op, siger hun.

Allerede forud for valget bedyrede hun, at hun slet ikke havde tid til at stille op, men kun gjorde det, fordi De Radikale i Gentofte manglede et navn til at fylde på listen.

Charlotte Sachs Bostrup fik 265 stemmer og kan dermed følges med partiets lokale spidskandidat, John Philip, ind i det nye byråd.

/ritzau/