Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har overfor en række lande understreget, at de er forpligtiget til at passe på danske ambassader. 

Det sker, efter terrororganisationen al-Qaeda mandag udsendte en opfordring til blandt andet at angribe danske og svenske ambassader.

»Vi tager det selvfølgelig meget alvorligt, at der er en reel trussel. Den er også skærpet på grund af de mange koranafbrændinger, vi har set i Sverige og Danmark.«

»Jeg er løbende i dialog med mine kolleger ude i verden, som er værtsnationer for danske ambassader, og gør meget ud af at understrege de forpligtigelser, de har til at passe på vores ambassader - og det gør de også,« siger han. 

Udenrigsministeren fortæller videre, at når han taler med kolleger rundt om i verden, så forstår de udmærket godt, at regeringen har i sinde at forbyde koranafbrændinger. 

»Der er generelt stor forståelse og respekt for de skridt vi i regeringen har signaleret, vi vil tage,« lyder det. 

Hele ideen om at forbyde koranafbrændinger har dog medført, at vi sjældent har talt mere om og set flere koranafbrændinger. 

Men det er der heldigvis også forståelse for blandt udenrigsministerens kolleger. 

»Der er en forståelse for, at regeringen har intentionen, men at der også er en lovgivningsproces, og at vi derfor har det paradoks, at fordi regeringen vil sætte en stopper for koranafbrændinger, så ser vi ret mange af dem. Det forstår man godt derude,« siger Lars Løkke Rasmussen og fortæller, at han er i tæt kontakt med sine svenske kolleger, men at han ikke kan komme samarbejdet nærmere.