25.000 færre danskere end ventet bliver arbejdsløse. Det viser, at Danmark er på vej ud af krisen, siger statsministerens efter Finansministeriets nye tal

Danmark er på vej ud af krisen med lavere menneskelige omkostninger end ventet, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Finansministeriets økonomiske redegørelse viser, at 25.000 færre danskere end frygtet bliver arbejdsløse. Regeringens aktive krisehåndtering har sikret, at 85.000 flere er i beskæftigelse, siger statsministeren.

Han henviser til fremrykkede offentlige investeringer, frigivelsen af SP-opsparingen, skattereformen, renoveringspuljen på halvanden milliard kroner, bankpakkerne, forlængede kreditter for virksomheder og bedre eksportstøtte.

- Danmark er ét af de lande, som har gjort allermest for at håndtere krisen, siger Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med regeringens sparepakke.

Skønt regningen er betydelig, står Danmark bedre rustet end andre EU-lande, fordi statsgælden blev afdraget, mens økonomien var i fremgang, mener statsministeren.

- Genopretningspakken skal få os ud af krisen med regningen betalt. Det er det fulde og endelige opgør med dén regning, som krisen har efterladt os med, siger Lars Løkke Rasmussen.



/ritzau/