Københavns Kommune og virksomheden Better Place vil udbrede elbiler, og byen vil lægge gader til demonstration af elbiler ved FN's klimatopmøde til december.

For at nå målet om, at København skal være CO2-neutral i 2025 har Københavns Kommune indgået en aftale med virksomheden Better Place om udbredelse af elbiler i København.

I første omgang skal der opstilles nogle ladestationer til elbiler inden FN's klimatopmøde til december. Og før, under og efter klimatopmødet vil kommunen og Better Place sammen demonstrere mulighederne med de miljørigtige elbiler. Københavns radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam vil dog ikke sætte en dato på, hvornår elbiler for alvor kan være udbredt i byen.

- De første ladestationer vil være på plads til december, og forhåbentlig vil flere følge, siger han.

Samtidig siger han, at København har besluttet at afholde en klimakonference for borgmestre fra 100 byer verden over sideløbende med FN's klimatopmødet. På den måde håber han, at København kan inspirere andre byer.

Forretningsmanden Shai Agassi, der står bag Better Place ser frem til, at demonstrere elbilernes muligheder for de mange potentielle kunder.

- Vi ser frem til rent faktisk at demonstrere det her til december. Vi håber, at det her bliver et sted, hvor mange andre borgmestre vil komme og lære, siger han.

Aftalen er indgået i forbindelse med weekendens klimakonference i Bella Center, World Business Summit on Climate Change, og handler om at opbygge en infrastruktur for elbiler. Øget udbredelse af elbiler skal medvirke til at reducere udledningen af CO2 og sundhedsskadelige partikler fra benzin- og dieselbiler.

Efter topmødet vil Københavns Kommune og Better Place undersøge mulighederne for at etablere en større infrastruktur for elbiler i København. Aftalen, der løber til marts 2012, er ikke økonomisk bindende for parterne, ligesom den ikke udelukker andre firmaer i at deltage i samarbejdet eller lave tilsvarende aftaler med Københavns Kommune.

/ritzau/