Protesterne driver over. Nogenlunde sådan lyder Kristian Thulesen Dahls reaktion på, at han dårligt kan åbne en avis for tiden uden at se sig selv afbilledet i store annoncer fra 3F.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Som en tyv om natten.

Pia’s altid ulasteligt klædte kronprins, talknuser og chefforhandler er faktisk stolt over det forlig, han i pinsen var med til at strikke sammen.

For første gang, siden Dansk Folkeparti i 2001 gik fra at være protestparti til at blive støtteparti for V og K, vover partiet at gennemføre en politik, der rammer lige ind i hjertekulen på dets egne kernevælgere.

- Det giver nogle tæsk, men på den lange bane vinder vi på det. Vælgerne vil kun overlade ansvaret til partier, der ikke bare gør det, der er populært, men også har modet til at gøre det, der er nødvendigt for landet, selv om det gør ondt, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han er stolt

Derfor er han stolt. Og det passer ham fint, at aviserne har udpeget ham til selveste idémanden bag det overraskende forslag om at halvere dagpengeperioden fra fire til to år.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen tabte underkæben, da han første gang hørte det. Indtil da havde Dansk Folkeparti nemlig flere gange blokeret temmelig hårdnakket for en dagpengereform, som stod højt på Hjorts ønskeseddel.

Men med udsigt til at regeringen ville fastfryse folkepension, førtidspension og SU i to år, var DF tvunget til at tænke kreativt og forlade en af sine tidligere bastioner.

Kristian Thulesen Dahl hovedrolle i genopretningsplanen har fornyet snakken om, at han er Pia Kjærsgaards naturlige arvtager i partiet.

- Årh, det snakker vi slet ikke om, siger han og tilføjer, at hans formand Pia Kjærsgaard gør det bedre end nogensinde.

Friskere og friskere

- Hun bliver friskere og friskere. Pia kan blive ved ti år endnu, så det er slet ikke et tema, siger han.

Engang var det sådan, at Pia Kjærsgaard ikke engang kunne tage på ferie af frygt for, hvad der skete, mens hun var væk.

- Nu hviler hun meget mere i rollen som partileder, og det har givet mere plads til os andre, siger Thulesen Dahl.

At han nævnes som kronprins skyldes, mere – siger han selv – at han er chefforhandler på finansloven og alle de store forlig om milliarder.

Gerne med sweater

Men at svaret også rummer en god portion falsk beskedenhed, vidner Pia Kjærs-
gaards mange hint til ham om. For eksempel har hun mange gange opfordret ham til at stille op i de lette programmer på tv, så folk kan få et rundere billede af ham. Gerne med en sweater i stedet for stiv skjorte og slips.

Hun har også opfordret ham til at spise sundere.

- For Kristian skal jo holde længe, har hun sagt.