Siden 2011 har Dansk Folkeparti kapret omkring 54.000 af Socialdemokraternes vælgere. Venstre har ligeledes været på rov hos sin politiske modstander.

Dansk Folkeparti kan takke Socialdemokraterne for en stor portion af de vælgere, der siden folketingsvalget i 2011 har meldt sig under partiets faner. Det viser en analyse, som valgforskeren Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har foretaget for netavisen Altinget.dk.

Analysen er foretaget på baggrund af mere end 80.000 Gallup-interviews siden valget og frem til sommeren 2013, og den viser, at Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl (DF) i spidsen har erobret hele 54.000 af Socialdemokraternes vælgere.

Det betyder, at næsten halvdelen af partiets nye vælgere satte kryds ved Liste A, da de sidste gang stod i stemmeboksen.

Ifølge Altinget.dk repræsenterer Dansk Folkepartis indhug i den socialdemokratiske vælgerskare den største vælgervandring på tværs af de politiske blokke siden valget.

Omregnet til mandater kræver det i nærheden af 20.000 vælgere at udløse et mandat i Folketinget, og DF har således hentet 2,7 mandater direkte fra Socialdemokraterne, viser analysen.

Det er dog ikke kun Dansk Folkeparti, som S-vælgerne er hoppet over til. Venstre har således sikret sig afhoppede S-vælgere svarende til 2,1 mandat.

Siden valget er de største vælgervandringer sket væk fra regeringspartierne S og SF, og det er regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, der har stået klar med åbne arme i de fleste tilfælde.

Partiet har erobret vælgere fra SF svarende til 4,2 mandater og fra S 3,9 mandater, skriver Altinget på baggrund af analysen.

Berlingske Barometer, der er et gennemsnit af de politiske meningsmålinger offentliggjort inden for de seneste 31 dage, viser, at rød blok samlet står til 77 mandater, mens blå blok står til 98 mandater.