Selvom Brian Mikkelsen kalder det for en fejl at sælge flere offentlige virksomheder, betyder det ikke, at der skal udliciteres mindre. Tværtimod, siger han.

Når økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) kritiserer salget af offentlige virksomheder, er det ikke ensbetydende med, at De Konservative vil bremse udlicitering eller private initiativer på de offentlige områder.

Det understreger ministeren, efter at han har kaldt det for en fejl at privatisere Københavns Lufthavne og telenettet.

De springende punkter, når staten sælger ud af sine virksomheder eller udbyder opgaver, er, om det er et område med monopol eller særlige, statslige interesser, forklarer Brian Mikkelsen.

- Jeg er for privatiseringer. Men man skal overveje det grundigt, når det er en monopol, man udbyder. Der er nogle selskaber, man umiddelbart bare kan privatisere, men der er andre, hvor vi skal tænke os godt om, siger han.

Ministerens bekymring for om de private kræfter kan løfte en række vigtige samfundsopgaver, gælder dog ikke plejeopgaver eller privathospitalerne. Kommunerne bør tværtimod udlicitere langt mere for at sikre højere kvalitet, hvis det står til økonomi- og erhvervsministeren.

- Privathospitaler har en interesse i, at det bliver bedst mulig kvalitet, for ellers kommer kunderne ikke. Borgerne kan flygte med fødderne, hvis de er utilfredse. Der er ikke tale om monopol, der er valgmuligheder, siger han.

Når det gælder lufthavnen i Kastrup, har staten ikke længere den afgørende indflydelse på et område, hvor Danmark har en særlig interesse i for eksempel at skabe mange arbejdspladser.

Og det er ikke givet, at den australske kapitalfond, der sidder tungt på aktieposterne i lufthavnen, har samme mål. Derfor burde man aldrig have solgt den, mener Brian Mikkelsen. Men den skepsis kan ikke overføres til offentlige plejeopgaver, mener han.

/ritzau/