Danmarks Bløderforening kan fortsat støtte hivsmittede blødere med penge fra Sundhedsministeriet.

27 hivsmittede blødere kan stadig få støtte fra Danmarks Bløderforening. Den årlige støtte på 250.000 kroner til foreningen ophørte ved nytår, men fortsætter efter politiske protester fra blandt andre Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Derfor har sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) bedt Folketingets finansudvalg bevilge 3,6 millioner kroner. Dermed kan Bløderforeningen fra 2008 til 2011 årligt bruge 900.000 kroner på psykosocialt arbejde for bløderne.

I 1980'erne blev 91 blødere hivsmittet gennem deres varmebehandlede blodprodukter. 27 blødere lever stadig, hvoraf 26 også er smittet med hepatitis C (leverbetændelse). Siden 1988 har Bløderforeningen fået støtte til sit arbejde.

/ritzau/